Minister og bankmands relationer skal undersøges

Socialdemokraternes finanspolitiske ordfører, Morten Bødskov, vil nu have undersøgt, hvilke relationer der er og har været mellem tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og Roskilde Banks bestyrelsesformand fra 1997 til 2006, autoforhandler Jens Winther fra Roskilde, skriver DAGBLADET Roskilde.

I februar i år opnåede Bendt Bendtsen særlig rabat på en stor
BMW-motorcykel hos netop Jens Winther Automobiler i Roskilde,
som i dag drives af sønnen Jens Winther Junior. Samtidig
stillede den tidligere minister og konservative partiformand op
til reklame for BMW på MC Show 09 i Bella Centeret i København.
Men Bendt Bendtsen og Jens Winthers veje krydsedes også nogle
år før - nemlig i 2005, hvor Bendt Bendtsen var økonomi- og
erhvervsminister og politisk ansvarlig for Finanstilsynet, og
Jens Winther sad som bestyrelsesformand i Roskilde Bank. 2005
var netop året, hvor Finanstilsynet den 21. april gav Roskilde
Bank 25 påbud.
Men tilsynet fulgte aldrig op på, om påbuddene blev efterlevet
eller satte ind med andre sanktioner over for Roskilde Bank.
- Hvis en sag i Finanstilsynet er usædvanlig, så skal Økonomi-
og Erhvervsministeriet give mandat til Finanstilsynets videre
færd. Det helt afgørende er at finde ud af, hvilken orientering
Finanstilsynet har givet ministeriet i blandt andet 2005, og
hvem der har givet Finanstilsynet mandat til den videre færd.
Jeg vil vide, om Bendt Bendtsen sanktionerede, at bestyrelsen og
ledelsen i Roskilde Bank ikke skulle afsættes af Finanstilsynet.
Det kan være vanskeligt for Økonomi- og Erhvervsministeriet at
svare på, hvad Bendt Bendtsens og Jens Winthers relationer har
været, men ministeriet kan lige så godt forberede sig på det,
for Socialdemokraterne har nu krævet, at der bliver redegjort
for Bendt Bendtsens viden om den alvorlige situation, som
Roskilde Bank befandt sig i blandt andet i 2005, siger Morten
Bødskov.
Han finder det påfaldende, at Bendt Bendtsen endte hos lige
netop Jens Winthers Automobiler, da han skulle købe en
motorcykel.
- Der er ingen tvivl om, at det er et usædvanligt påfaldende
personsammenfald. Det her rejser nogle spørgsmål, som jeg går ud
fra, at Bendt Bendtsen også har en interesse i at besvare, siger
Morten Bødskov.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Bendt
Bendtsen eller Jens Winther.