Minister må afklare nationalpark

Det kan blive nødvendigt at inddrage miljøministeren for at få afklaret indholdet af nationalparken, mener Fredensborg-borgmester Olav Aaen ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Når landbruget melder ud, at de ikke ønsker at være med til at
tegne streger omkring en nordsjællandsk nationalpark, før
indholdet er kendt, så er det en forståelig skepsis, mener
borgmester Olav Aaen (V). Fredensborg-borgmesteren skal sammen
de fire øvrige nationalpark-borgmestre inden årsskiftet indsende
et endeligt forslag til miljøministeren om, hvor grænsen skal gå
for en kommende nordsjællandsk nationalpark.Nordsjællandsk
Landboforening har i sidste uge i en kronik i Frederiksborg Amts
Avis meldt ud, at de ikke vil være med til at trække streger om
en nationalpark, medmindre en række betingelser er opfyldt.
Blandt andet skal indholdet af parken være kendt, før stregerne
trækkes, og erhvervets udvikling skal sikres. Det synspunkt
vinder gehør hos Venstre-borgmesteren i Fredensborg.- Der er
lagt op til en 40.000 hektar stor nationalpark, hvoraf 16.000
hektar er i drift som landbrug. Hermed er forholdene markant
anderledes end i Thy, hvor den første danske nationalpark
hovedsagelig ligger på statsjord, siger Olav Aaen. Han mener
derfor, det kan være nødvendigt at få en afklarende melding fra
miljøministeren om indholdet i en nordsjællandsk nationalpark. -
Landbruget har blandt andet efterlyst sikkerhed om indholdet i
parken samt sikkerhed for erhvervets udviklingsmuligheder for at
være med. Min holdning er, at det er vigtigt for parkens succes,
at landbruget er med. Og derfor mener jeg, at vi bør inddrage
miljøministeren, inden vi trækker stregerne, siger Olav Aaen.
Knap så forsonlig er Helsingør-borgmester Per Tærsbøl. - Jeg er
ked af det, hvis landbruget bliver ved at være fuldstændig
negativt. Vi har prøvet at please og tilgodese landbruget, men
vi kommer til et punkt, hvor der skal træffes en beslutning,
også selv om landbruget ikke vil være med. Så må vi politikere
gøre det, vi er sat til, nemlig at beslutte ud fra almenvellet.
- Og hvis 22 ud af 23 organisationer er enige, så må vi pege på
den løsning, og så må det briste eller bære. Min holdning er, at
når vi kommer til borgermødet om nationalparken på Kronborg den
3. september, så må vi have en skitse eller et udspil klar, som
folk kan forholde sig til, siger Per Tærsbøl.