Minister havde ingen penge med til sikring af Roskilde Fjord

I Frederikssund vil de have staten til at betale en del af en dæmning til 135 millioner kroner, men ministeren kom tomhændet for at se på projektet.

Søndag var miljøminister Esben Lunde Larsen fra venstre i Frederikssund. 

Her skulle han se Kronprins Frederiks Bro, der løber over Roskilde Fjord og er ejet af staten. 

Frederikssunds borgmester vil nemlig gerne have bygget en dæmning langs broen, der beskytter mod oversvømmelser i fjorden.

Han så gerne, at partifællen fra Christiansborg spyttede i kassen.

quote Jeg har ikke nogen pengepose med i dag

Esben Lunde Larsen, miljøminister, Venstre

- Vi foreslår en sikring nede på bunden. Vi skal hæve den ti centimeter, så vandet vil rejse en mur, når det stiger, så der ikke kan komme mere ind i fjorden, forklarer John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund for Venstre.

Argumentet for at staten medfinansierer er, at flere kommuner langs fjorden vil få gavn af løsningen, samtidig med at den vil beskytte statens bro.

Men det åbner ikke op for ministerens pengekasse. 

- Som udgangspunkt er kystbeskyttelse og klimasikring borgernes eget ansvar i samspil med kommunerne. I første omgang er jeg åben over for, at Kystdirektoratet går i dialog med de kommuner, der bliver berørt af det, så vi finder ud af, hvordan en model kan se ud, men jeg har ikke nogen pengepose med i dag, siger Esben Lunde Larsen. 

Det er tredje gang, borgmesteren i Frederikssund henvender sig til en miljøminister for at tale om kystsikring. 

Selvom der ikke kom en finansiering på bordet, så synes han alligevel, søndagens ministermøde var positivt. 

- Selvom han ikke har penge med, så bare anerkendelsen af, at vi kan få lov at lave det som et regionalt projekt fremfor en lokal løsning, allerede der er vi kommet rigtig langt, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund.  

Miljøministeren skal igen på onsdag beskæftige sig med kystsikring langs Roskilde Fjord. 

Her deltager han i et stort borgermøde i Jyllinge, der har været hårdt ramt af oversvømmelser. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik