MIN KLUB: Skisport er vildt populært - også i hovedstadsområdet

08:00

Se MIN KLUB med vært Thomas Uhrskovs egen favorit idræt.

Her er fladt og ingen sne. Alligevel er skiløb en af de største idrætsgrene for os danskerne med næsten 1 million udøvere.

Alene i her hovedstadsområdet er der 28 skiklubber, der kører i pendulfart til bl.a. de svenske skisportssteder.

I næste uge er det vinterferie - og i TV 2 Lorrys serie Min Klub tager vært Thomas Uhrskov denne gang op på pisterne med Danmarks største skiklub, Skiklubben Hareskov. Den har 3000 medlemmer og arrangerer årligt 40-50 skiture til udlandet, særligt til Sverige og Norge. 

Det er næsten umuligt at være sur, når du køre på ski. 

MIN KLUB-vært Thomas Uhrskov  

Familien Hesse Lundstrøm bruger klubbens tilbud flittigt og far Joakim nævner tre gode grunde til at tage på skitur med en idrætsklub:

- Det er megafedt, der er danske instruktører og masser af undervisning og det koster ikke en jetjager. 

Læs også MIN KLUB: Dyrk bowling med hele familien

Og så møder man mange nye venner, når man er på skitur med skiklubben, lyder det fra 10-årige Christian Pedersen.

- De er alle sammen søde at være sammen med. Og man får rigtig mange gode venner og der kommer hele tiden nye i skiklubben.

Masser af skitræning hjemme i Danmark

Læs også Min Klub: Bliv en mental Robin Hood med bueskydning

Alle skiklubber arrangerer ture til udlandet, men også de ugentlige aktiviteter derhjemme er populære.

- Vi har en almindelig idrætsklub i Danmark, fortæller Sten Skjoldborg fra Skiklubben Hareskov.

- For freestyle har vi trampolinspring og vi har skigymnastik om mandagen. Vi kører rulleski, indendørsski og barmarkstræning i skoven. 

Ved såkaldt barmarkstræning styrker man kroppen og især benene til udfordringerne på pisterne. Det gør man med løb og hop på stier i skoven, hvor små bakker, træstammer og -stubbe bliver brugt som forhindringer, som man skal løbe omkring eller hoppe over.

Kom i gang - få inspiration med MIN KLUB

Og den hjemlige skitræning er populær, fortæller instruktør og skiklub-medlem Torben Klausen 

- En del skiklubber har sågar medlemmer, som ikke løber på ski, men kun kommer til skigymnastikken, fordi den er så fremragende.  

Læs også MIN KLUB: Smid rundt med andre mennesker

I Skiklubberne dyrkes alle former for skiløb indenfor alpin, langrend, telemark, freestyle, freeskiing og snowboard - og klublivet er for erfarne og nybegyndere i alle aldre, der kan lide fællesskab og skiløb.

Vært Thomas Uhrskovs egen favoritsport

Som mange måske ved har MIN KLUB-vært Thomas Uhrskov en helt særlig kærlighed til netop skisport.   

- Det er både fysisk og mentalt udfordrende og udviklende. Og så er det socialt og vanvittig morsomt. Det er næsten umuligt at være sur, når du køre på ski.  

Læs også Ny serie - MIN KLUB: "Danmark er tæppebombet med idrætsklubber"

Kom selv igang med MIN KLUB

Du kan se hele afsnittet om skiløb på TV 2 Lorrys egen kanal - og på TV 2 Lorry.dk, hvor du også kan se indslag om andre idrætsgrene - og måske blive inspireret til selv at komme i gang.