Mimi Jakobsen bryder tabu: "I er ikke alene - vi er jo 400.000"

20 år efter, hun blev bidt af en skovflåt, fortæller den tidligere partiformand om den depression, hun udviklede i årene efter.

Mimi Jakobsen befandt sig en eftermiddag et sted, hvor mange skandinaver før eller siden ender: Ikeas vareudlevering.

Sammen med møbeldelene kom beskeden om, at de ikke ville kunne bringes ud samme dag. Og så kom tårerne trillende.

- Så tænkte jeg, ”nej, nu må du fandeme holde op”, og så var det altså op på dosis igen. Jeg kunne jo ikke stå der og vræle, siger Mimi Jakobsen i ’Go’ aften Danmark’. 

Inden episoden havde den i dag 68-årige forhenværende partiformand for Centrum-Demokraterne samt tidligere generalsekretær i Red Barnet forsøgt at trappe ned på de lykkepiller, hun i årevis havde taget. En nedtrapning, som slog fejl.

- Jeg blev tudevorn, fortæller hun.

Lammelser og depression

I sommeren 1997 blev Mimi Jakobsen bidt af en skovflåt. Smittet med borrelia-bakterien blev hun lammet i både ansigt og krop og senere sygemeldt i fem måneder. Men også fremover ændrede infektionen hendes liv radikalt.

- Jeg kunne ikke tale, jeg kunne ikke sige noget, jeg kunne ikke se ordentligt. Jeg kunne ikke smile, og jeg kyssede heller ikke for godt. Og jeg kunne ikke ryge cigarer mere – det kan jeg så stadigvæk ikke, fortæller Mimi Jakobsen.

Som partiformand og medievant personlighed kom sygdommen som et særdeles hårdt slag. Sammen med lammelserne og medicinen imod den opstod en uendelig træthed. Derefter en dyb og angstfuld depression.

Pakket ind i vat

Mimi Jakobsen kom på lykkepiller. Eller antidepressiv medicin, som hun hellere kalder det.

Mimi Jakobsen og hendes daværende mand, Bengt Burg og deres lille dreng.
Mimi Jakobsen og hendes daværende mand, Bengt Burg og deres lille dreng.
Foto: Søren Steffen, Scanpix

Med pillernes hjælp kastede Mimi Jakobsen dynerne af sig og vendte tilbage til overfladen. Hun fik atter overskud til hos Red Barnet at se ting, der med hendes ord ”mildt sagt var forfærdelige”.

Men Mimi Jakobsens opstigning til overfladen var sket i en boble, som stadig omkransede hende.

- Som min mand udtrykker det, er det lidt som at komme vat i æsken. Man bliver pakket lidt ind. Pillerne tager det værste, siger hun. 

Alligevel var vattæppet ikke tykt nok til at afbøde den efterfølgende frygt for at fortælle om sin sygdom og medicin. For hvad ville omverdenen ikke tænke?

- Jeg ville være blevet lagt ned af pressen. Jeg ville måske være blevet fyret fra mit job, siger Mimi Jakobsen.

Hun mener ikke, at hendes nye afsløring er modig. I så fald skulle den være sket for år tilbage. 

- Jeg kan sagtens gøre det nu, for jeg skal ikke vælges til en skid, som jeg plejer at sige. Og der er ingen, der kan fyre mig. Nu tør jeg gå ud med det. Men jeg turde ikke i 20 år.

Op i ryggen

I 2016 købte 414.000 danskere antidepressive lægemidler. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Dermed er Mimi Jakobsen langt fra alene, men mener alligevel, at der ligger et tabu forbundet med både depression og den medicin, der kan lindre lidelsen. Netop derfor står hun frem med sin egen historie. Nu også om hendes erfaringer med naturmedicin.

- Jeg har været lige så meget kylling, men det kan jo ikke være rigtigt, at over 400.000 mennesker ikke tør tale om det her, siger hun. 

Mimi Jakobsen og Marianne Jelved. 
Mimi Jakobsen og Marianne Jelved. 
Foto: Jakob Boserup - Scanpix

Afsløringen skete på Mimi Jakobsens Facebook-profil, hvor hun til sine forfølgere delte sine oplevelser med både piller og en efterfølgende overgang til et alternativt medikament baseret på krydderurten safran.

En medicinsk omstilling, som har krævet enorm tålmodighed og taget adskillige års minimale justeringer af dosis. Så Ikea-hændelsen ikke ville gentage sig.

- Det er ingen kritik af lykkepiller. Hvis man ikke tager dem, så kommer man galt afsted, siger Mimi Jakobsen, som ikke vil garantere, om produktet nødvendigvis vil virke på andre. 

Hun understreger, at man bør være yderst påpasselig med at eksperimentere, og at der også for hende endnu er langt til den fuldendte lykke. Naturmedicinen lægger blot en dæmper på symptomerne.

- Jeg bliver da også muggen og sur, og min mand vil nok sige, jeg har fået en lidt kortere lunte. Til gengæld har jeg fået overskud til at sige ”op i … ryggen med det”.

En for alle

Med naturmedicinen føler Mimi Jakobsen, at hun er kommet i bedre humør og ud af sin boble.

Siden offentliggørelsen har flere folk skrevet private beskeder til hende: Læger, psykiatere og helt almindelige mennesker, som vil høre mere, give gode råd eller dele ud af egne erfaringer.

Og det var ifølge Mimi Jakobsen især de beskeder – de skjulte – der for hende bekræftede, at der stadig skal slås et slag for de depressive. Uanset hvilke medikamenter, de end måtte tage. 

Mimi Jakobsen og hendes far, Erhard Jakobsen. 
Mimi Jakobsen og hendes far, Erhard Jakobsen. 
Foto: Bjarne Lüthcke / Scanpix

- Jeg vil gerne understrege til de over 400.000: I er ikke alene. Altså, for fanden, vi er jo over 400.000, der har været på de piller, siger hun og opfordrer andre til at stå frem og mærke den lettelse, det indebærer:

- Man kan faktisk gå hen og blive i rigtig godt humør af det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik