Millionkup mod Hillerød Hospital

Tyve løb med dialyseapparater for 1,5 million kroner og 16 fladskærms-tv'er, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det var et sørgeligt syn, der mødte rengøringspersonalet klokken 6.15 i går morges, da de skulle til at gøre rent i den træpavillon, der huser Hillerød Hospitals dialyseambulatorium.I nattens løb havde ukendte gerningsmænd begået indbrud og stjålet syv dialyseapparater, derudover har de stjålet 16 fladskærms-tv, computerskærme og blodfortyndende midler.- De har revet maskinerne løs, så det flød med klæbrig væske på gulvene. De har stået på sengene for at fjerne tv-skærmene, der hænger fra loftet, forklarer afdelingssygeplejerske Pia Trojahn, der selv mødte ind ved halvotte-tiden. Tyvene er kommet ind gennem et vindue, og da der ingen tyverialarm var, og bygningen ligger afsides på hospitalsområdet, har de uforstyrret kunnet fylde tyvegodset i en vogn, som de har kørt helt hen til døren.- De er sluppet væk med syv-otte af afdelingens 18 dialyseapparater. Yderligere to dialyseapparater stod henne ved indgangen, så de var klar til også at blive fjernet, forklarer Pia Trojahn. Hvert apparat koster mellem 180.000 til 200.000 kroner. Afdelingen var ikke tyverisikret, men fredag formiddag havde hospitalet allerede indhentet tilbud fra et alarmfirma.- Vi har mange gange talt om, at vi en dag ville komme og se, at alle vores tv'er var væk. Og vi har spurgt ledelsen flere gange, om ikke der skulle sikres. Men vi har ikke forestillet os, at man også ville stjæle dialyseapparaterne. Men det er nok en bestillingsopgave, hvilket betjentene også mente. Så de kommer nok i brug på et hospital eller en klinik i Østeuropa, siger Pia Trojahn. Efter en oprydning og efter at hospitalet havde fået rullet ekstra-apparaterne frem samt modtaget fire nye dialyseapparater fra leverandøren, kunne afdelingen gå i gang med at udføre dialyse på de ventende patienter.