Millioninvestor afvist af kommunen

Det lugter langt væk, når Roskilde Kommune stiller sig i vejen for et overdækket butikstorv i Viby. Det mener en af butiksejerne i byen. Han forstår ikke, at kommunen afviser overdækningen, som en privat investor har tilbudt at betale, skriver DAGBLADET Roskilde.

- Det er helt galt. Et overdækket
torv vil gavne os butikker, og det vil komme en lang række
borgere til gode. Det virker som om, politikerne ikke kan se, at
det er en fordel for Viby, siger Hans Olesen, der er købmand og
ejer SuperBest.
Hans forretning ligger på butikstorvet, og bygningen er ejet
af Marcus Choleva, der er villig til at poste penge i projektet.
Tre gange har han søgt om at få lov til at udføre projektet, som
vil kræve, at kommunen enten sælger asfaltsarealet omkring
butikkerne eller giver tilladelse til byggeriet henover det. Men
hver gang har han fået afslag.
- De vil gerne have, at vi køber arealet, hvis vi skal bygge
en overdækning, og det vil vi også gerne, men det beløb, de
forlanger, vil jeg aldrig betale. Hvis de virkelig havde viljen
til det her projekt, ville det ikke være noget problem at finde
en pris, og jeg undrer mig over, at man ikke ønsker at gøre det
for en lille by, der skal forsøge at servicere sine borgere i
konkurrence med Roskilde. Det burde være et meget fornuftigt
initiativ, siger Marcus Choleva.
Ifølge ham vil en overdækning fylde cirka 700 kvadratmeter, og
det vil, som han siger, koste et par millioner. Han mener, at et
overdækket butikstorv vil tiltrække flere forretninger og
aktiviteter som blandt andet musik, grill eller bare foreninger,
der har brug for at bruge en lørdag foran forretningerne på at
gøre opmærksomme på sig selv.
I Roskilde Kommune lyder en af begrundelserne for afslagene,
at man har valgt at vente med at tage stilling til
overdækningen, fordi direktørområdet for teknik og miljø er ved
at udarbejde en helhedsplan for Vibys bymidte. Før den kommer,
vil der formentligt ikke blive tale om et overdækket
butikstorv.
- En eventuel overdækning er en del af en større helhed, så
det vil være at foregribe planlægningen bare at bygge noget uden
at se på de øvrige forhold omkring torvet. Hvis vi laver noget
forkert, skal borgerne måske se på det i 100 år, og vi vil gerne
lave det ordentligt fra starten. Derfor må ideen om en
overdækning tages med som en del af den samlede plan for
området, siger Adam Voss, der er byplansarkitekt i Roskilde
Kommune.
Fra politisk side erkender borgmester Poul Lindor Nielsen (S),
at prisen for asfaltsarealet nok var sat for højt i sin tid. Han
er villig til at mødes med Marcus Choleva igen og tale om
projektet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik