Millionerne fosser ud af nordsjællandsk tøjfirma

Noa Noa overlever kun på bankens nåde og kom også sidste år ud med et underskud.

Hele egenkapitalen i tøjfirmaet Noa Noa, der har hovedsæde i Kvistgård, er væk.

Det skriver Finans på baggrund af selskabets netop offentliggjorte årsregnskab.

Sidste år tabte selskabet 36 millioner kroner, hvilket er en forbedring fra året før, hvor minusset lød på 49 millioner kroner.

Usikkerhed om overlevelsen

Selskabet har forlænget sin kreditaftale med banken frem til udgangen af 2018, fremgår det af regnskabet – ligesom banken har hævet kreditten for 2017.

Noa Noas situation er ganske alvorlig, understreger ledelsen i regnskabet.

- Det er en forudsætning for selskabets budgetter, at både den forventede indtjening og de planlagte besparelser bliver afsluttet i løbet af 2017. Hvis det mod forventningen ikke sker, er der stor usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften.

Ikke i mål endnu 

Efter flere år med succes, gik det ned ad bakke for Noa Noa under finanskrisen.

I 2014 blev selskabet solgt til Axcel, der lukkede butikker, fyrede medarbejdere og udarbejdede en ny strategi. Det har virket, men firmaet er altså ikke i mål.

Noa Noa driver i omegnen af 80 butikker, hvoraf halvdelen drives på franchisebasis. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik