S-toget har mistet millioner af passagerer

S-togsnettet er ramt af forsinkelser og der går ud over antallet af passagerer. Tre millioner passagerer har de sidste otte måneder droppet S-toget.

Det ellers normalt så stabile S-tog er kommet i problemer. Massive sporarbejder og implementering af nye togsignaler har været medvirkende til, at DSB over de sidste otte måneder har mistet næsten tre millioner passagerer - svarende til fire procent. Det skriver Jyllands-Posten.

quote det er ikke sikkert, at kunderne vender tilbage, selv om S-togene begynder at køre mere rettidigt.

Laura Kirkegaard, afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk

Ifølge Laura Kirkegaard, der er afdelingschef i Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, så kan en af årsagerne til, at DSB mister deres kunder, være, at de ikke leverer nok tog til tiden. Og at de ikke på nuværende tidspunkt lever op til løftet om, at mindst 92,3 procent af alle S-tog skal være fremme senest to minutter og 59 sekunder efter planmæssig ankomst.

- Det er meget alvorligt og kan være udtryk for, at folk ikke føler, at de tør stole på den kollektive transport. Og det er ikke sikkert, at kunderne vender tilbage, selv om S-togene begynder at køre mere rettidigt, når de f.eks. har købt en bil, siger hun til Jyllands-Posten.

Skyldes sporarbejder og signalsystem

DSB's månedlige rapporter til Transportministeriet viser, at der er flere aflysninger af tog, end før DSB's nye kontrakt med staten trådte i kraft i 2014. I 2016 var der 161.151 aflyste ankomster, mens der i 2015 kun var 129.865.

quote S-banen er i øjeblikket – og vil de kommende mange år – være ramt af sporarbejder. Banen skal vedligeholdes, og det nye signalsystem skal installeres. 

Anders Egehus, driftsdirektør i DSB

Det er dog ikke kun DSB, som er skyld i problemerne. Rigsrevisionen kritiserer i en ny rapport således både DSB og Banedanmark for de mange forsinkede tog.

Og hos DSB peger man ligeledes på, at Banedanmark, som har ansvaret for skinner og signaler, også bærer en del af ansvaret for forsinkelserne på S-banen.

- S-banen er i øjeblikket – og vil de kommende mange år – være ramt af sporarbejder. Banen skal vedligeholdes, og det nye signalsystem skal installeres. Denne sommer har store sporarbejder ramt strækningen fra Valby til Svanemøllen, hvor der rejser allerflest. Det har desværre ført til et fald i antallet af passagerer, ligesom det er gået ud over kunderettidigheden, siger driftsdirektør i DSB, Anders Egehus.

"Nu igen"

På Hillerødbanen er man ved at være godt trætte af den måde, som S-banen kører på i øjeblikket. Det er dog ikke kun de mange forsinkelser, som de er utilfredse med.

- Det største problem ligger i, at vi får så dårlig besked. DSB er så dårlige til at informere, siger Lisa Sonesson, pendlerrepræsentant på Hillerødbanen, til TV 2 Lorry.

Når Lisa Sonesson snakker med de mange pendlere på Hillerødbanen, så er det især to ord, som går igen, når der opstår forsinkelser på strækningen.

- "Nu igen". At de (DSB og Banedanmark red.) simpelthen ikke lærer af deres fejl, siger Lisa Sonesson til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik