Milliondyr streethal døjer med vådt problem

Gulvet i streethal i Ørestad er så vådt og glat, at det er umuligt at anvende til idræt.

Tilbage i foråret blev dørene slået op til en ny døgnåben streethal i Ørestad, der havde kostet i omegnen af 21 millioner kroner.

Meningen var, at brugere og foreninger skulle kunne dyrke idræt 24 timer i døgnet. Men den seneste tid har hallen været plaget af fugtige, våde og glatte gulve, som gør det umuligt at dyrke idræt.

Det fortæller Katrine Nørgaard, som underviser i streethallen.

- Der er vand i små søer og hele betonen bliver helt mørk, fordi det er vådt.

- Jeg syntes at det er et kæmpestort problem. Vi har 10.000 mennesker i Ørestad, og det her er vores eneste idrætsfacilitet. Her er pivkoldt, og der er så vådt på gulvet, at det er farligt at dyrke sport, siger hun til TV 2 Lorry.

- Reelt set har vi én idrætsfacilitet, som ikke fungerer for bydelen, tilføjer Katrine Nørgaard.

Kritik af kommunen

Det synspunkt står hun ikke alene med. I Facebookgruppen ’Ørestad Streethal’ har problemerne med gulvet været flittigt diskuteret den seneste tid.

Jacob Benedictus Jørgensen fra Ørestad spiller på et fodboldhold, der har været nødt til at annullere deres træning 4-5 gange nu. Han mener ikke, at kommunen har gjort nok for at løse problemet.

- For os brugere er det utilfredsstillende, at en helt ny hal er ubrugelig hver gang, det har regnet meget, og der har været meget fugt i luften, samtidig med at kommunen ikke har reageret på problematikken, siger han.

Skyldes kondens

TV 2 Lorry har kontaktet Københavns Kommunes kultur-og fritidsforvaltning omkring problematikken. Her svarer man i en mail, at kommunens byggesagkyndige oplyser, at vandet skyldes kondens, som opstår ved store temperaturudsving i den uopvarmede hal.

Som midlertidig løsning bliver der sat svabere frem i streethallen, mens kommunen arbejder på at finde en langsigtet løsning, oplyses det endvidere.

Underviser Katrine Nørgaard tvivler dog på, at det vil løse problemet.

- Der skal jo spilles fodbold og basket herinde, så det er et spørgsmål om, at gulvet ikke skal være glat. Jeg tror, man kan svabe i lang tid, og det vil stadigvæk være fugtigt, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik