Million-plus på kontoen: Relanceret badehotel giver overskud

De nye ejere af Strand- og Badehotel Marienlyst har satset stort med millioninvesteringer på de gamle bygninger - alligevel har de overskud på bundlinjen.

Det sidste halvår i 2015 var et godt halvår for Strand- og Badehotel Marienlyst.

Her kom det relancerede hotel ud med et overskud på hele 1,4 millioner kroner efter skat. Ifølge ledelsen er det tilfredstillende, skriver Frederiksborgs Amts Avis.

Det har ellers været op ad bakke for det gamle hotel, der i 2014 leverede et underskud på 5,3 millioner kroner, mens tallet for 2013 var 7,9 millioner kroner i underskud.

De store underskud skyldtes i høj grad Casino Marienlyst, der blev frasolgt til den store international kasinovirksomhed Casinos Austria International, der også driver Casino Copenhagen ved Radisson i København.

Senest har det gamle badehotel opskaleret på flere fronter. Både værelser, bygninger og hotel-restauranten er blevet renoveret, men på trods af det, er det lykkedes for de nye ejere at skabe overskud på driften.

- Det er vi da svært tilfredse med. Vi synes jo, at hele hotellet og personalet har gjort en fantasisk indsats i den periode (2015, red.) - og det gør de fortsat!, siger bestyrelsesformand hos Strand- og Badehotel Marienlyst, Kent Torbe Christoffersen, til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi er glade for, at vi, på trods af at vi bygger meget om, kan levere et produkt, som er godt for vores kunder og gæster.

Badehotellet, der har investeret et sted mellem 100 og 200 millioner kroner på det omfattende renoveringsarbejde og byggeri, forventer også et overskud på bundlinjen i 2016. Men hvor stort overskuddet skal være, vil bestyrelsesformanden ikke spå om.

- Et godt mål for 2016 er, at vi genererer overskud igen. Men vi er nødt til at se på, hvordan verden ser ud. Vi er realistiske, men vi håber på et godt år. Hvor vi konkret lander, det er rigtig svært at sige.  

60 procent af hotellet er allerede blevet renoveret, men der mangler stadigvæk en ny værelsesfløj, som ventes at blive indviet omkring årsskiftet. 

Her bliver der 94 nye værelser, som ifølge bestyrelsesformanden er en nødvendighed, hvis hotellet skal bestå på langt sigt.

- Vi skal også have fornuftige værelses-løsninger til vores konference-gæster, hvis vi fortsat skal være en attraktiv spiller på markedet, siger Kent Torbe Christoffersen.

Efter opførelsen af den nye værelsesfløj vil hotellet i alt have 225 værelser.

De massive investeringer har altså givet pote for det traditionsrige hotel, der ligger i Helsingør. Det viser sig også på listen over ansatte, der nu når 90, mens der i foråret 2014 kun var cirka 42 ansatte tilbage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik