Milliardregning venter kommunerne i PCB-skolesanering

Det koster ni milliarder kroner at sanere kommunernes PCB-inficerede skoler, vurderer Dansk Byggeri.

Det kommer til at koste kommunerne en formue at gennemføre en PCB-renovering af de skoler, hvor miljøgiften er brugt.

Dansk Byggeri vurderer, at der alene på skoleområdet venter kommunerne en regning på mindst ni milliarder kroner.

En ny undersøgelse fra Energistyrelsen og Miljøstyrelsen viser nemlig, at den sundhedsskadelige miljøgift PCB er i luften på en række af landets skoler.

- Rapporten fra Energistyrelsen vurderer, at der i dele af bygningsmassen er så høje PCB-koncentrationer, at bygninger bør fjernes, og at det vil være en proces, der skal ske under betryggende forhold, siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri.

- Det bliver dyrt, og alene på skoleområdet er det vurderingen, at op mod 60 skoler bør lukkes og genopføres.

Ud over de ni milliarder kroner må der påregnes ekstra høje udgifter, da de forgiftede byggematerialer skal fjernes under kontrollerede forhold.

Klima,- Energi- og Bygningsminister, Martin Lidegaard (R), ønsker at tage hånd om problemet med det samme.

- Hvis der er skoler, hvor der er for meget PCB i indeluften, skal de findes, og børnenes sundhed skal sikres. Flere kommuner er allerede i gang, men vi skal have alle kommunerne med i indsatsen mod PCB, siger ministeren.

Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, frygter, at kommunerne ikke har penge nok til at løse problemer, og det er derfor afgørende, at der følger penge med fra staten til renoveringen.

- Undersøgelsens resultater viser, at det er nødvendigt med en national handlingsplan og jeg har derfor indkaldt miljø- og klimaministeren i et samråd i Miljøudvalget, hvor de skal redegøre for regeringens planer på området, siger Per Clausen.

Ifølge stikprøver indeholder luften på de op mod 60 skoler sandsynligvis mere PCB end sundhedsmyndighedernes grænseværdi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik