Milliardinvestering: Så er byggeriet af Vinge i gang

I dag blev første spadestik taget til centrum i den nye bæredygtige by Vinge.

En milliardinvestering på en mark ved Frederikssund begynder nu at sætte sine første tydelige spor i landskabet, og i sagens natur er Frederikssund-borgmester John Schmidt Andersen meget begejstret: 

- Det er noget helt specielt at tage første spadestik her. Det er på samme tid et startskud til Vinge Centrum, men også en kulmination på det enorme planlægningsarbejde, der er lavet forud for denne dag. Frederikssund Byråds vision om en stor og bæredygtig ny by med et grønt bycentrum vil fra i dag begynde at blive grundlagt på denne mark. Jeg glæder mig rigtig meget til at følge udviklingen i centrumbyggeriet på nærmeste hold, siger Frederikssund Kommunes borgmester John Schmidt Andersen (V).

quote Projektet i Vinge er et af de mest spændende, vi har været del af i nyere tid.

Jesper Nordby, Koncerndirektør, MT Højgaard

Enorm interesse

Omkring 150 borgere var mødt frem for at overvære og deltage i det første spadestik i det område, der om få år vil byde på bygninger i op til otte etagers højde og en helt ny S-togsstation.

Sammen med medlemmer af Frederikssund Byråd kunne borgerne også være med til at svinge spaden, og der blev således taget mange ”første spadestik” på det sted, hvor den kommende nye adgangsvej til Vinge C – Boulevarden – skal ligge.

Interessen var overvældende, da første spadestik til Vinge Centrum blev taget.
Interessen var overvældende, da første spadestik til Vinge Centrum blev taget.
Foto: Halsnæs Kommune

Både projektets entreprenør og investor ser frem til at gøre Vinge Centrum til virkelighed.

- Projektet i Vinge er et af de mest spændende, vi har været del af i nyere tid. Takket være vores tidlige inddragelse og samarbejde med Frederikssund Kommune, AP Ejendomme og de øvrige parter tror vi på, at vi kan udtænke og indarbejde de mest attraktive løsninger for Vinges beboere at leve og arbejde i i fremtiden, siger Jesper Nordby, der er koncerndirektør i MT Højgaard. 

quote Om ikke alt for længe vil Vinge C være en by, der uden tvivl bliver et nyt knudepunkt i området.

Peter Olsson, Direktør, AP Ejendomme

- Med dagens spadestik begynder vi for alvor at virkeliggøre visionen om Vinge C. I dag lyder det egentlige startskud til et meget ambitiøst projekt, som kommer til at danne rammerne for unge og ældre samt små og store virksomheder. Om ikke alt for længe vil Vinge C være en by, der uden tvivl bliver et nyt knudepunkt i området. Jeg er stolt over, at vi i AP Pension i et langsigtet samarbejde med kommunen etablerer bygningerne i Vinge, siger direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

Omfattende investering

Realiseringen af Vinge Centrum omfatter blandt andet etablering af 150.000 etagemeter byggeri i op til otte etagers højde, der skal give et højt og tæt bycentrum med masser af natur mellem bygningerne. Der skal etableres både eje- og lejeboliger, erhvervslejemål, detailhandel og byggeri til offentlige formål. Centralt i Vinge kommer en ny S-togsstation til at blive den transportmæssige livsnerve, som vil give Vinges kommende indbyggere en transporttid til København på kun ca. 40 minutter.

Den nye S-togsstation med tilhørende landskabsbro, der er tegnet af Henning Larsen Arkitekter A/S og TREDJE NATUR, ventes at være færdig i slutningen af 2019.

Fakta om Vinge

  • Opgaven med at etablere Vinge Centrum er udbudt i et samarbejde mellem Frederikssund Kommune, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet v/Banedanmark, Boligselskabet Rosenvænget v/Domea samt Frederikssund Forsyning A/S.
  • I juni 2017 indgik Frederikssund Kommune aftale med AP Pension med MT Højgaard som kontraktpart om etableringen af Vinge Centrum. De to firmaer blev i efteråret prækvalificerede til den store udviklingsopgave.
  • Byggerierne begyndte i Vinge for et år siden, da de første rækkehuse og enfamiliehuse begyndte at skyde op af jorden i Vinges første bebyggelse – Deltakvarteret. Her vil der i alt blive opført 36 rækkehuse og 23 enfamiliehuse. Til sammenligning vil Vinge Centrum – fuldt udbygget – rumme knap 4000 indbyggere.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik