Mille samler pant til kampen mod kræft: "Mit nye mål er 30.000"

Ved hjælp af tomme flasker har 10-årige Mille Sørensen fra Vejby på lidt over en halvanden måned samlet knap 20.000 kroner ind til kampen mod cancer.

’’Hej! Jeg hedder Mille, jeg er 10 år og jeg har tænkt mig at samle flasker ind til Knæk Cancer’’

Sådan lyder det fra Mille Sørensen i en facebookvideo, der blev slået op i en lokal Vejby-gruppe i juli måned.

Den 10-årige pige fra Vejby satte sig nemlig for at bruge sin sommerferie på, at indsamle så meget pant som muligt. Og alle penge hun tjente, skulle gå til kampen mod kræft.

- I alle år har hun været ude med raslebøssen til Kræftens Bekæmpelse, fordi der har været meget cancer i min mors familie, siger Anita Sørensen, der er mor til den unge indsamler.

Sidste år samlede Mille Sørensen både flasker og tømte sparegrisen og endte med at donere omkring 7-800 kroner til det store indsamlingsshow Knæk Cancer på TV2. Og i år ville hun så gøre det igen.

- Jeg sagde, at jeg gerne ville hjælpe med videoen, hvis hun gjorde det hele klar. Jeg tænkte, at det godt kunne være en af de der ideer, der hurtigt faldt til jorden igen, men så kom hun altså tilbage med skilte og havde skrevet den tale, som vi delte på min facebookprofil, fortæller Anita Sørensen til TV2 Lorry. 

Indkørslen i Vejby, hvor folk kan aflevere deres pant - og få en håndmalet sten som tak. 
Indkørslen i Vejby, hvor folk kan aflevere deres pant - og få en håndmalet sten som tak. 
Foto: Privat foto

Målet var 2000 kroner -  nu har hun ti gange så meget 

I videoen opfordrer Mille Sørensen alle, som gerne vil af med tomme flasker, til enten at komme forbi og aflevere i indkørslen i Vejby, eller sende en sms med en adresse, hvor hun så vil komme og hente pant.

- Vi har både været på Fyn, i Gilleleje og i Smidstrup. Når folk holder fest, så kommer vi og henter, så vi har været lidt rundt omkring, fortæller Anita Sørensen. 

Og for den 10-årige pantsamler, har det betydet en del flere ture til flaskeautomaten end forventet.  

- Det går rigtig godt! I starten regnede jeg med at få 2000 kroner, men nu har jeg 18.000 mere end jeg regnede med. Det er så fedt at så mange gider at støtte op om mit projekt, siger Mille Sørensen. 

 
 
Foto: Privat foto

Det nye mål er 30.000 kroner 

Opbakningen til indsamlingen har været meget større, end hvad Mille Sørensen og hendes mor havde regnet med. 

- I starten tog hun to sække over skulderen og gik i Netto og pantede, men nu er det sådan at vi fylder og sætter hende af - og så kommer hun tilbage et par timer senere, fortæller Milles mor, Anita Sørensen. 

- Folk i butikken spørger altid om hvad jeg dog skal bruge alle de penge på. Alle tror, at jeg skal bruge dem på slik, siger Mille Sørensen. 

Men det er ikke planen. Pengene skal nemlig doneres til Kræftens Bekæmpelse, når det store Knæk Cancer show løber af stablen den 27. oktober. 

- Det glæder jeg mig helt vildt til. Min drøm er at nå 30.000 og det tror jeg faktisk godt, jeg kan nå, siger den 10-årige pantsamler fra Vejby. 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik