Mille hjælper udsatte til jul: ”Jeg ved, hvor svært det er”

Mille Helmersen har selv siddet uden hverken juletræ, gaver eller julebord med sine børn juleaften – nu vil hun hjælpe andre.

Mille Helmersen har selv oplevet at have brug for hjælp til jul - nu hjælper hun andre. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix / Privatfoto

- Nu er jeg selv tilbage på arbejde. Men jeg har selv stået i det, så jeg ved godt, hvor meget det betyder, når man får noget hjælp.

Jeg har selv stået i det, så jeg ved godt, hvor meget det betyder, når man får noget hjælp.

Mille Helmersen

Ordene kommer fra Mille Helmersen og handler i alt sin enkelthed om at hjælpe dem, som har brug for det.

Derfor har hun sat sig for at hjælpe nogle af de mange, som har svært ved at få pengene til at række i juletiden.

Selv har Mille Helmersen, som citatet indikerer, stået i en situation, hvor hun godt kunne have brugt hjælp.

For en række år siden var hun ude for en arbejdsulykke, som kostede hende tre diskusprolaps i nakken, flere operationer og en lang sygemelding.

Læs også Kendisser og direktører indsamler 8,3 mio. til julehjælp

"Jeg havde slet ikke overskud til at spørge nogen om hjælp"

- Systemet er skruet sådan sammen, at man får sygedagpenge for det antal timer, som man er på arbejde. Jeg var nattevagt, og fik sygedagpenge for de 28 timer, men det var langt under den løn, som jeg havde brug for.

- Når huslejen var betalt, havde jeg 900 kroner tilbage til at betale forsikringer, mad og så videre. Og så havde jeg to hjemmeboende børn, siger Mille Helmersen.

Ifølge Mille Helmersen blev bekymringerne ikke mindre, da juletiden nærmede sig, og bankkontoen var tom. Hun magtede ikke at række ud til andre for at spørge om hjælp, og derfor blev juleaften langt fra, som den plejede.

Og selvom børnene tog det pænt, fortjener ingen børn at opleve det, hendes egne børn oplevede.

Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der har stået i den situation.

Mille Helmersen

- Jeg havde slet ikke overskud til at spørge nogen om hjælp. Så det blev til en stuebirk, som blev pyntet med julekugler og julepynt. Ungerne fik hver et andebryst fra Rema 1000 til 20 kroner, og i gave fik de en lille tilbudsvare til 20 kroner fra H&M, fortæller Mille Helmersen og fortsætter:

- Jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der har stået i den situation. Jeg ved, hvor svært det er at spørge om hjælp. Det er meget grænseoverskridende at række hånden ud.

"Julen handler om at give"

Derfor har hun de seneste to år samlet ind til julegaver og julemad til nogle få af dem, som har få midler i julen.

Hun opfatter langt fra sig selv som noget særligt. Faktisk mener hun, at mange flere burde have det som en selvfølge at tænke på samme måde.

Men det er det, julen handler om. Det handler ikke om at få – det handler om at give.

Mille Helmersen

- Vi er landet i en situation, hvor der er en del mennesker, som ikke har penge til at fejre jul.

- Men det er det, julen handler om. Det handler ikke om at få – det handler om at give, siger hun.

I år samler Mille Helmersen ind igen.

Allerede nu har hun samlet over 1.000 kroner ind til de julehjælps-trængende, mens en anonym bidragsyder har sponsoreret en hel juleaften med både grantræ, julemad og julegaver til en familie.

Læs også Rekord i julehjælp: "Folk er blevet fattigere"

Desuden har en anden meldt sig for at lave pakkekalender til nogle børn også.

- Det er meget forskelligt, hvad der bliver doneret. Sidste år blev der også delt juletræer ud, da en mand ringede og sagde, at han havde en masse tilovers. I dag har jeg fået leveret 36 pakker frys-selv-is, som også kan bruges på en eller anden måde, siger Mille Helmersen.

- Jeg håber, at der er en eller to mere, som gerne vil være med til at hjælpe med det praktiske, tilføjer hun.

Gaver er bedre end penge

Selvom pengedonationerne tikker ind løbende, håber Mille Helmersen, at dem, der gerne vil budrage, i stedet vil købe gaver.

Det tager nemlig både lang tid og kræver meget forberedelse at købe de mange gaver ind – og samtidig aflevere dem til familierne inden jul.

- Jeg håber, at de næste, der melder sig, giver en gave. Det er meget bedre end penge. Der skal helst heller ikke for meget indsamling over det. Så selvom jeg er omhyggelig med at lave regnskab, så er det både nemmere og bedre med gaver, siger hun.

Læs også Rigmand tilbød julehjælp: Blev dybt berørt over reaktionerne

Samtidig kommer hun med en opfordring til dem, der selv kunne have lyst til at starte lignende initiativer, eller selv har brug for hjælp.

- Det oplagte råd er – uanset om man vil give eller modtage – at man ikke skal være bange for at være tigger.

- Hvis du ser en blind, der ikke kan komme over vejen, så giver du jo også en arm. Det er det samme her – alle kan hjælpe, hvis de vil, siger Mille Helmersen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret