Foto: TV2/Lorry

Miljøklage kan sende lastbiler gennem København

Der kan gå et år inden Naturstyrelsen har støjvurderet sandsugning i Øresund efter klage fra beboere i Vedbæk.

Det kan betyde op til 50 lastbiler gennem København for hver aflyst skibsladning.

En tilladelse til sandsugning i Øresund trækker ud i Naturstyrelsen efter en beboerklage i efteråret fik Naturstyrelsen til at genbehandle tilladelsen.

Dermed går der godt et år inden byggeselskaberne kan udvinde sand fra området ved Vedbæk.

"Vi burde have fastsat støjkrav i afgørelsen. Nu foregår en længere proces frem mod årsskiftet, hvor vi blandt andet skal have udarbejdet en bekendtgørelse, inden vi kan give en ny tilladelse," siger Lisbet Ølgaard, kontorchef i Naturstyrelsen, til News Øresund.

Bag klagen står Vedbæk Grundejer- og Beboerforening, der frygter for støjen fra de mange skibe, der tæt på kysten vil suge sand op fra bunden.

Indvindingsområdet ligger knap 700 meter fra Vedbæk, og det vil sende støj ind mod stranden og de bagvedliggende huse.

Entreprenør og byggefirmaet NCC havde fået tilladelse til at indvinde op mod fem millioner kubikmeter sand på det fælles indvindingsområde.

Men beboerklagen fik Naturstyrelsen til at trække tilladelsen tilbage inden den trådte i kraft. I 2012 og 2013 blev der hentet 542.000 kubikmeter sand af alle sandsugefirmaer fra fællesområdet ud for Vedbæk til byggeprojekter i Hovedstadsområdet og andre steder.

Langt størstedelen af sandet er fyldsand, der bruges til underlag og opfyldning af større udgravninger.

Skal sandet i stedet transporteres på lastbil fra en sandgrav på Sjælland kan det kræve 50 lastbiler for at erstatte en enkelt skibsladning på 500 kubikmeter sand.

Hos NCC ærgrer råstofdirektør Michael Hansen sig over, at den forsinkede tilladelse har en negativ økonomisk påvirkning på NCC. Ud over den økonomiske øretæve, kan det skade bymiljøet, hvis sandet skal med lastbiler til byggepladserne.

"Det vil have en miljøpåvirkning, såfremt råstoffer fra landgrusgrave skal køres over Sjælland og i gennem København," siger Michael Hansen (News Øresund).

FAKTABOKS:

Vedbæk Grundejer- og Beboerforening klagede i november til Naturstyrelsen over, at støjen kan komme ind på alle tider af døgnet året rundt med hule dump og gennemtrængende bankende motorstøj. Med et udvidet indvindingsområde, vil støjen endda komme tætter på kysten.

"Støjen fra sandsugningen vil komme ind til os afhængig af vind- og strømforhold. Det bliver et problem for udelivet," siger foreningsformand Hans Jeremiassen.