Foto: TV 2 Lorry

Milena Penkowa mister Eliteforskprisen

Den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa bliver nu frataget den prestigefulde pris som Eliteforsker. En pris som hun fik i 2009.

Prisen var på 1,1 millioner kroner, hvoraf de 200.000 kroner gik direkte til forskeren som en personlig gave, mens resten skulle bruges til forskning.
Det er videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, der har truffet beslutningen.
- Jeg fratager hende prisen, som blev tildelt hende på et fejlskøn fra Københavns Universitet. Tilbagetrækningen af prisen sker på baggrund af, at Universitetet har erkendt det fejlskøn, siger videnskabsministeren til DR Nyheder.
- Eliteforskprisen er den allermest prestigefyldte forskerpris herhjemme.  Den gives til rollemodeller for yngre forskere. Milena Penkowa er ikke rollemodel, når hun har en dom for dokumentfalsk, siger Charlotte Sahl-Madsen.
Den personlige gave på 200.000 kroner skal nu betales tilbage af Københavns Universitet.
Allerede sidst i marts kunne DR Nyheder fortælle, at arbejdet for at pille den prestigefyldte EliteForsk-pris fra Milena Penkowa var i gang.
Det var rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, der satte det i gang.
Dengang sendte han et brev til Videnskabsministeriet, hvor han argumenterede for, at den bedrageridømte forsker ikke længere har gjort sig fortjent til prisen Han skrev, at det var KU's vurdering, at grundlaget for indstillingen er bortfaldet.