Michelin-take away leveres fra Paris til København

En dansk take away-tjeneste er gået sammen med en verdenskendt, parisisk Michelin-kok. Sammen fragter de luksus-take-away fra Paris til København

Take away fås i mange forskellige former, store som små og billige som dyre.

Nu vil den danske take away-tjeneste Gotipster forsøge sig med endnu en variant: den meget eksklusive take away.

Tjenesten har allieret sig med den verdenskendte Michelin-kok Chef Mathieu Pacaud, og til en event i juni vil de sammen bringe fin fransk gastronomi til Danmark i take away-form. 

- Paris emmer af romantik og fransk gastronomi i verdensklasse. Præcis det bringer vi ind i de danske stuer, når vi for første gang nogensinde leverer take away på tværs af landegrænser, siger Simon Evers, co-founder af Gotipster.

Verdenskendt Michelin-kok

Og det er ikke hvem som helst, tjenesten har allieret sig med.

Chef Mathieu Pacaud er nemlig indehaver af intet mindre end syv michelinstjerner fordelt på fire restauranter. Den ene af dem, L'Ambroisie, er blevet tildelt tre Michelinstjerner de seneste 29 år.

- Vi stræber hele tiden efter at være førende, både hvad angår gastronomiske teknikker, service og nye tiltag. Det er en ære for os nu at kunne præsentere fin fransk gastronomi i danskernes hjem, produceret i vores Michelin-restauranter i Paris, siger han. Citatet oversat fra engelsk.

Rent praktisk bliver de 1000 luksuskuverter sendt afsted fra Paris, efter de er lavet, hvorefter de kan afhentes i København den 9. juni.

Menuen er kreeret af Mathieu Pacaud og består af to retter. Til hovedret får man den eksklusive Bresse-kylling med en variation af franske svampe, mens desserten består af chokolademousse og karamel på en bund af marigny-kiks med lime-gelé til.

Hvis du overvejer at skifte pizza ud med fransk gourmet den dag, så skal du måske lige tjekke kontoen en ekstra gang, inden du beslutter dig. Hver kuvert koster nemlig 290 kr.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik