Michelin-restaurant konkurs før comeback

Før restauranten nåede at genåbne i nye lokaler, er selskabet bag den Michelin-kronede Restaurant MR i København igen gået konkurs. Det skriver ErhvervsBladet.

Med planer om at åbne i nye og billigere lokaler lukkede Michelin-restauranten MR ned i maj i år for serveringen på Kultorvet i København.

Men nu har Sø- og Handelsretten begæret selskabet bag restauranten konkurs og dermed formentlig også slukket håbet for bevarelsen af Michelin-stjernen.

- Det er ikke vigtigt at kæmpe så hårdt for at beholde stjernen med det samme. Det var nok den fejl, vi gjorde sidste gang, siger Michael Shiekh, adm. direktør i Restaurant Mads Refslund ApS, der også har stjernekokken i direktionen til ErhvervsBladet.

Mads Refslund gik konkurs med restauranten første gang i april sidste år - dengang under selskabsnavnet La Petite Bourgogne ApS. Trods bred omtale og flotte besøgstal kunne restauranten ikke holde gryderne i kog.

For ikke at miste Michelin-stjernen genåbnede restauranten hurtigt efter med samme navn og i samme lokaler. Denne gang i selskabet Restaurant Mads Refslund ApS. Men den høje husleje på den lukrative adresse på Kultorvet i København gjorde det fortsat umuligt at skabe sorte tal på bundlinjen.

- Historisk set kan det diskuteres, om det var en fejldisposition at beholde "MR" navnet. Prisen for at beholde Michelin-stjernen var, at der kom meget store komplikationer omkring styringen af det nye selskabs økonomi, står der i ledelsesberetningen i Restaurant Mads Refslund ApS seneste regnskab fra juni.

Efter genåbningen blev selskabet bombarderet med stævninger og krav fra folk, der havde penge til gode i det gamle selskab. Endvidere ville mange leverandører kun levere varer mod kontant forudbetaling og hårde vilkår. Og selskabet afsluttede første regnskabsår med et negativt årsresultat på 888.526 kroner.

Derfor lukkede restauranten ned i maj i år, men med forhåbning om at holde kreditorerne stangen, indtil MR kunne åbne i billigere lokaler med mulighed for også at gøre en forretning ud af succes-restauranten.

- Vi er ikke lukket, vi leder efter et andet sted at åbne, fortalte Mads Refslund dengang til AOK.

Men de ambitioner har Sø- og Handelsretten nu trukket tæppet væk under. I hvert fald bliver der ikke mere drift i selskabet Restaurant Mads Refslund ApS. Men planerne om en genåbning eksisterer stadig:

- Vi arbejder stadig på at genstarte et nyt sted, men det bliver også i et nyt selskab, og det er jo trist, fortæller Michael Sheikh, der stadig tror på en Michelin-stjerne til den nye restaurant også:

- Det er i virkeligheden, kokken de belønner. Og vi har snakket en del med Michelin, og man må godt ændre lidt på konceptet inden for nogle rammer. Så kan vi åbne med det rigtige koncept, på det rigtige sted og på rette tidspunkt, skal vi nok komme igen, siger Michael Sheikh til ErhvervsBladet.

Folkene bag MR har for tiden kig på tre potentielle steder i københavnsområdet, men vil ikke yderligere løfte sløret for lokalitet, koncept eller eventuelt navneskifte.