Jan Restorff er restaurantchef på Søllerød Kro. I flere år er han blevet spået sin anden Michelin-stjerne. Foto: Simon Læssøe - Ritzau Scanpix

Michelin-overblik: Her kan stjernerne drysse, spår anmelderne

København er i sandhed Nordens madmekka, hvis man måler på antallet af Michelin-stjerner.

Der er sommerfugle i maven og hvisken i krogene på masser af spisehuse rundt om i landet. 

Michelinstjernerne bliver nemlig uddelt på Københavns Rådhus mandag. 

Hovedstaden er med sine femten forskellige Michelin-restauranter og nuværende i alt 18 stjerner den by i Norden, som - ifølge den gamle dæk- og rejseguide - serverer den bedste mad. 

Men hvem er på forhånd sikret stjerner, og hvem risikerer at miste dem, når de bedste restauranter skal findes?

Nomas aflægger kan få stjerne

En række af Danmarks bedste anmeldere er kommet med deres bud til TV 2, og ifølge de madkyndige, så vil antallet stige i år. 

Læs også Ukendt restaurant i Nordsjælland blandt de bedste i Danmark

Blandt de helt store favoritter er Restaurant Barr, der serverer traditionel dansk mad i moderne klæder, skriver TV 2.

Og selvom navnet klinger nyt, er ejerne det ikke. Bag restauranten står Noma, og Barr holder da også til i Nomas gamle lokaler i Strandgade.

- Det er frikadeller og torsk, men det smager utroligt godt, lyder dommen fra Berlingskes madanmelder Søren Frank, der er sikker på, at Barr får en michelinstjerne i år.

Vegetarrestaurant kan også få stjerne

Selv er Noma - med den verdensberømte chefkok René Redzepi i spidsen - netop genåbnet på ny adresse. Derfor er restauranten, der tidligere er blevet kåret som verdens bedste, ikke med i årets Michelin Guide

Læs også Verdensklasse: Internationalt medie hylder Nordsjællands mad

En anden favorit hos anmelderne er vegetarrestauranten VeVe, som ejes af Henrik Yde. Han har allerede fået stor international ros for sine to michelinrestauranter Kiin Kiin på Nørrebro og Sra Bua i Bangkok. 

Derfor føler TV 2s madekspert Svend Rasmussen sig også sikker i sin sag:

- Efter min mening får VeVe helt klart en michelinstjerne i år, siger han. 

Ny stjerne: Restaurant Barr

Bag restauranten står Noma, og Barr holder da også til i Nomas gamle lokaler i Strandgade. Der serveres blandt andet schnitzel og torsk.

  Foto: Facebook.com/barrcph/

Ny stjerne: VeVe

VeVe er ejet af Henrik Yde, som også står bag michelinrestauranten Kiin Kiin på Nørrebro. VeVe er vegetarisk, og der serveres blandt andet nøddeboller, grøntærter og løgskaller.

  Foto: Asger Ladefoged - Scanpix

Stjerne nummer to: Søllerød Kro

Ifølge Berlingskes madanmelder Søren Frank har Søllerød Kro efter eget udsagn kun haft ét besøg af Michelin. Restauranten er dog flere gange blevet tippet til to michelinstjerne, og i år er ingen undtagelse. 

  Foto: Simon Læssøe - Scanpix

Stjerne nummer to: Kadeau

Allerede sidste år spåede TV 2s madekspert Svend Rasmussen Kadeau København til to michelinstjerner. Tilbage i maj rykkede Kadeau så op på en syvende plads over Europas bedste restauranter på listen OAD. Kåringer som disse kan meget vel have indflydelse på antallet af michelinstjerner, mener anmelderne. 

Nikolaj Nørregaard fra Kadeau.  Foto: Claus Bech - Scanpix

De kan miste deres stjerner

Fælles for alle nuværende michelinrestauranter i Danmark er, at de i årets løb har bibeholdt et højt niveau, vurderer anmelderne. 

Andre kriterier kan dog være afgørende, lyder det.

Clou, der ligger i København, har flyttet lokation. Og forandring fryder ikke folkene bag guiden, der ofte trækker deres stjerner tilbage, når restauranterne rumsterer for meget rundt.

- Det samme gør sig gældende, når en michelinrestaurant skifter køkkenchef, som de i år har gjort det på Restaurant Studio i København. Derfor er der risiko for, at også de mister deres stjerne, siger TV 2s Svend Rasmussen.

Restaurant Den Røde Cottage i Nordsjælland får det også svært:

- Den Røde Cottage blev lukket i december og er nu genåbnet med ny ejer og køkkenchef. Så den vil jeg mene, helt sikkert taber sin stjerne, siger Svend Rasmussen.

Hovedstadens restauranter med Michelin-stjerner

København (2017):
Geranium (3)
a|o|c (2)
Søllerød Kro (1)
Era Ora (1)
Formel B (1)
Kokkeriet (1)
Kiin Kiin (1)
Studio at the Standard (1)
Kadeau (1)
108 (1)
Relæ (1)
Den Røde Cottage (1)
Marchal (1)
Clou (1)
Kong Hans Kælder (1)