Foto: Emil Hougaard - Ritzau Scanpix / TV 2 Lorry

Mia fra Lindegården om penge til socialpsykiatrien: "Jeg føler mig snydt"

De social-psykiatriske bosteder i København er i dag banket tilbage til tiden før drabet på Lindegården. Det mener bostedets tidligere talsmand.

Pædagogen Mia Kristina Hansen traf for nylig en tung beslutning og kvittede sit job på det social-psykiatriske bosted Center Lindegården.

- Jeg føler mig snydt. Jeg føler, at Københavns Kommune bare prøvede at lukke munden på mig og mine kollegaer efter strejken, ved at tilføre nogle flere ressourcer til Lindegården. Men dem har de så bare fjernet igen, og så er vi næsten tilbage til før min kollega Vivi blev dræbt, siger Center Lindegårdens tidligere talsmand Mia Kristina Hansen til TV 2 Lorry.

Efter drabet var der jo masser af opmærksomhed på, at der var behov for at gøre noget. Men i dag er alle væk. 

Mia Kristina Hansen, pædagog og tidligere talsmand, Center Lindegården

For at forstå hendes beslutning skal vi skrue tiden tilbage til langfredag i påsken 2016, hvor hendes kollega Vivi Nielsen blev stukket ned bagfra med kniv af en psykotisk og stofpåvirket beboer. 

Den ulykkelige hændelse fik medarbejderne på bostedet til at strejke for bedre arbejdsforhold.

Læs også Halvandet år efter drabet: Ansatte på Lindegården er tryggere

Der skal handles nu!

Men drabet satte også gang i en større offentlig debat om forholdene i psykiatrien. For på få år var fem medarbejdere blevet dræbt på landets bosteder.

- Nu må politikerne altså tage sig sammen. Vi kan ikke leve med, at vores medlemmer går i daglig fare for at blive overfaldet, lemlæstet og tilmed blive dræbt. Det er helt uacceptabelt, sagde daværende FOA-formand Dennis Kristensen i kølvandet på Lindegården-drabet.

Mia Kristina Hansen gik forrest i kampen for bedre arbejdsforhold og fik både opmærksomhed fra politikerne på Christiansborg og på Københavns Rådhus. Og selv statsministeren nævnte drabet i sin nytårstale. 

Læs også Efter Lindegården: Regeringen dropper udskældt bosteds-forslag

Københavns Kommune fik efterfølgende en bøde fra Arbejdstilsynet på 200.000 kroner for manglende sikkerhed, og kommunen valgte at tilføre ekstra ressourcer til Lindegården. Dengang fik det et forsigtigt smil frem på Mia Kristina Hansens læber.

- Jeg er lykkelig for det der sker nu. Men jeg er også skeptisk, sagde hun dengang.

Nye besparelser

Set i bakspejlet må hun i dag erkende at hendes skepsis var berettiget. For for nylig valgte kommunen nemlig ikke at forlænge bevillingen til Lindegården, som var midlertidig på to år. 

Læs også Før drab på Lindegården: Læge fejlede og faldt i søvn på job

Udover at fjerne den ekstra bevilling har kommunen også valgt at foretage generelle besparelser på de social-psykiatriske bosteder. Derfor er det en frustreret Mia Kristina Hansen, som til sidst valgte at sige sit job op.

- Efter drabet var der jo masser af opmærksomhed på, at der var behov for at gøre noget. Men i dag er alle væk. Der kommer ikke nogle politikere og spørger til, hvordan vi har det. Så nu står ansatte og beboere tilbage igen uden hjælp, konstaterer Mia Kristina Hansen.