Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen skifter valgkreds: Farvel til Ballerup

Socialdemokratiets formand skifter sin valgkreds i Ballerup ud med den i Aalborg Øst til næste valg.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kommer ved næste folketingsvalg til at stå på stemmesedlen for vælgerne i Nordjylland. 

Hun er dermed vendt hjem til sin barndomsby, Aalborg, da hun skifter sin valgkreds i Ballerup ud med den i Aalborg øst.

Det skriver TV2 Nord.

- Jeg vil ikke sige, at mit skifte handler om taktik. Men jeg vil selvfølgelig gerne trække så mange socialdemokratiske stemmer i Nordjylland, som jeg kan, siger Mette Frederiksen om grunden til sit skifte af valgkreds til TV2 Nord.

Læs også Mette Frederiksen klappet ind på Frederiksberg

Analytiker: Taktisk valg 

TV2's politiske analytiker Thomas Funding mener dog, at årsagen er ganske taktisk.

- Det her handler udelukkende om at skaffe flere vælgere til Socialdemokratiet. Søren Gade (V) har meddelt, at han ikke stiller op til næste folketingsvalg, og han fik 33.000 personlige stemmer i Nordjylland ved det seneste valg.

- Nu håber Socialdemokratiet på at erobre nogle af de stemmer, siger Thomas Funding.

/ritzau/