Metropendlere: Vi har råbt op om pladsproblemer i årevis

Det kommer ikke bag på talsmanden for metropendlerne, at Metroen særligt om morgenen ikke kan rumme flere passagerer.

- Det er flere år siden, at vi voksede ud af Metroen.

Sådan lyder det torsdag fra talsmanden for pendlerne på begge strækninger på Københavns Metro, Tina Weber.

Torsdag fortalte TV 2 Lorry, hvordan kapaciteten i metrotogene om morgenen har ramt loftet. Der er simpelthen ikke plads til flere passagerer.

Tina Weber savner, at Metro Service, der står for driften af Metroen kommer med nogle løsninger, der afhjælper problemerne med fremkommeligheden.

Man glemmer passagererne

- Det er som om man glemmer, hvem det er, man skal servicere. Når Metroselskabet (der ejer og udbygger Metroen, red.) siger hop, så spørger Metro Service bare ’hvor højt?’. Det virker ret hovsa-agtigt, siger Tina Weber, der ofte oplever, at passagerer ikke når af i tide – og endnu oftere, at andre ikke når ombord.

Metro Service fortalte onsdag til TV 2 Lorry, at man overvejer at indsætte længere tog. Det vil betyde, at togene bliver længere end perronerne, og at der derfor ikke vil være døre i enderne. Det har også været på bordet at installere ny software, som vil betyde, at man kan køre endnu tættere end hvert 90. sekund.

Alt sammen er Tina Weber helt åben overfor. Hun efterspørger dog, at Metro Service anerkender, at det kræver nogle kulturændringer blandt passagererne. 

Stewarder skal ind i togene

- Det går ikke, at man bare tror, det giver sig selv – for det gør det ikke.  Man brugte meget tid på at lære passagererne at holde til højre på rulletrapperne. Det er lykkedes nogenlunde. Men hvad med alt det, der er inde i metroen, hvor folk stadig klumper sig sammen foran dørene, spørger Tina Weber og kommer med et konkret forslag.

- Hvorfor benytter man sig ikke af, at metrostewarderne er der? Hvis man havde metrostewarder inde i togene, ville det sikket glide langt bedre. Det ville også forebygge, at folk kommer for tæt på dørene, hvilket sker hele tiden, siger Tina Weber. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik