Foto: Erik Refner / Scanpix

Metro forventer flere passagerer: Milliarder til nye tog

Fremtiden ser lys ud for Metroen i København. Men de eksisterende linjer, M1 og M2, kan ikke rumme flere passagerer. Det skal kapitalindsprøjtning ændre på.

Vi rejser med metro som aldrig før - og ifølge Metroselskabet kommer vi kun til at køre mere metro i fremtiden.

Deres analyser viser, at stigningen vil fortsætte i takt med udvidelsen af metrosystemet, og derfor har Metroselskabets bestyrelse godkendt en 2 milliarder kroner dyr plan.

Planen og kapitalen skal ganske enkelt gøre plads til mange flere i den allerede eksisterende metro. 

Læs også Metroen kan ikke rumme flere passagerer i myldretiden

Prognoserne peger i én retning: flere vil tage metroen i fremtiden. Konkret peger Metroselskabet på, at antallet af daglige rejser på de eksisterendde metrolinjer M1 og M2 vil stige med næsten 50 procent i løbet af de næste 20 år.

I gennemsnit har M1 og M2 i alt 61 millioner rejser om året, mens det tal vil nå svimlende 89 millioner rejser i fremtiden. Men flere mennesker skaber større pladskrav, og det er her, at Metroselskabet vil investere.

Bedre indretning og flere tog

Siden Metroen åbnede i 2002 har de tog, som fragter flere hundredetusinder afsted hver evig eneste dag ikke ændret sig.

Men med væksten in mente skal der nyt til for at have så mange passagerer som muligt med. Derfor skal togene indrettes anderledes, så der bliver plads til flere passagerer. 

Læs også Før metro-åbning: Movia forbereder gigantomlægning af busser

Det skal blandt andet være lettere at stå af og på togene i myldretiden, ligesom metro-passagernes 'flow' på stationerne skal blive bedre, så folk står mere spredt.

Samtidig bliver der i fremtidens myldretid kun halvandet minut mellem hver afgang på strækningen Vanløse-Christianshavn fremfor de to minutter, der i dag gør sig gældende. Desuden skal der skæres et helt minut væk imellem afgangene fra Christianshavn-Vestamager og Christianshavn-Lufthavnen.

Hvis det skal lade sig gøre, skal der købes otte nye tog, så der i fremtiden kan køre 36 tog i myldretiden mod de 30, der kører i dag.

Alt det til den nette sum af to milliarder kroner. 

Læs også Vidste du det: Om lidt stiger priserne på tog, bus og metro