Metro-sager ligger øverst i bunken hos klagenævn

Der kan gå længe, inden klagenævn er klar til at fælde dom i sager om metrostøj. Men sagerne har topprioritet.

Det kan gå hen og blive en voldsom dyr omgang, at aften- og natarbejdet ved metrobyggepladserne Marmorkirken og Øster Søgade er blevet stoppet efter naboers klager over støj.

Men hos Natur- og Miljøklagenævnet forsikrer specialkonsulent Charlotte Vesth, at de to klagesager får særlig opmærksomhed på grund af deres karakter.

- Vi prioriterer de her sager højt. Vi er godt klar over, at det er vigtigt med en hurtig afgørelse for alle parter, siger hun til Ritzau.

Reelt kan der dog gå længere end et halvt år, inden der er fældet dom i sagerne.

Sagen om aften- og natarbejde ved Øster Søgade, som der blev sat en stopper for torsdag, er endnu ikke landet på skrivebordene i Natur- og Miljøklagenævnet.

Det er til gengæld størstedelen af dokumenterne i sagen om Marmorkirken, hvor gravemaskinerne har stået stille efter klokken 18 siden onsdag.

- I den sag har vi i første omgang bedt Københavns Kommune om nogle supplerende oplysninger, som kommunen har to uger til at vende tilbage med, siger Charlotte Vesth.

De nye oplysninger skal sendes i høring hos alle involverede parter, som så har tre uger til at svare, og dermed kan der gå op til fem uger, inden den egentlige sagsbehandling går i gang.

- Men der er ikke noget i vejen for, at parterne svarer tidligere end fristens udløb, siger Charlotte Vesth.

Derefter kommer så en sagsbehandlingstid med en øvre grænse på fem en halv måned, hvilket betyder, at de endelige afgørelser måske først træffes midt i januar.

I Københavns Kommune afventer man Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse.

- Nu skal vi i første omgang have vurderet, hvilken betydning Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse får, og herefter kan vi tage stilling til, hvad der videre skal ske, skrev Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i en kommentar onsdag.

Indtil da kan byggepladsernes naboer glæde sig over deres genvundne nattero.

Metroselskabet er et interessentskab, der ejes af Københavns Kommune (50,0 procent andel), staten ved Transportministeriet (41,7 procent andel) og Frederiksberg Kommune (8,3 procent andel).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik