Metro: Ny Ellebjerg station bliver underjordisk

Den fremtidige metrostation ved Ny Ellebjerg bliver underjordisk og ikke, som hidtil planlagt, en station i terræn.

Københavns Kommune, staten og Frederiksberg Kommune, der er ejere af Metroselskabet, er nu blevet enige om, at den fremtidige metrostation ved Ny Ellebjerg skal bygges under jorden. 

Ved de hidtidige planer var det ellers meningen, at den skulle ligge over jorden. Det oplyser Københavns kommune i en pressemeddelelse.

Ny Ellebjerg er endestation for den fremtidige metrolinje til Sydhavnen, og hidtil har prisen på 615 millioner kroner været en forhindring for den underjordiske løsning. 

Sådan ser planen ud for Sydhavnslinjen i metrobyggeriet. Ny Ellebjerg Station bliver nu bygget under jorden, i stedet for de hidtidige planer om en station i terræn.
Sådan ser planen ud for Sydhavnslinjen i metrobyggeriet. Ny Ellebjerg Station bliver nu bygget under jorden, i stedet for de hidtidige planer om en station i terræn.
Foto: Metroselskabet

Men nu er der fundet en model, hvor både staten og Københavns kommune stiller grunde til rådighed, og hvor de to ejerkommuner skyder penge i projektet. 

- Vi har fundet en model, som gør Ny Ellebjerg station langt bedre for passagererne. Nu kommer stationen under jorden og det bliver lettere at komme frem til stationen og skifte til både S-tog og fjerntog – og der bliver mindre gene for beboerne i byggeperioden, siger den socialdemokratiske overborgmester i København, Frank Jensen, i meddelelsen.

Overborgmesteren forventer at aftalen vil sætte yderligere gang i byudviklingen omkring det nye knudepunkt. Blandt andet skal det afklares, om der skal bygges boliger og erhverv i forbindelse med stationen.

Fakta om Metroen

  • Metroen til Sydhavn skal efter planen til at stå klar i 2023.
     
  • Sydhavnslinjen kommer til at bestå af fem underjordiske stationer fra Fisketorvet til Ny Ellebjerg. De fem stationer bliver en del af en ny metrolinje, der via stationer i Indre by på den kommende Metro Cityringen ender i Nordhavn, hvortil der lige nu er ved at blive boret en metrotunnel.
     
  • Det koster ca. 615 mio. kr. at anlægge Ny Ellebjerg station under jorden.
     
  • I den nye aftale skyder København og Frederiksberg hver 150 mio. kr. i anlægget. Københavns bidrag består af en byggegrund til 100 mio. kr. og et direkte tilskud på 50 mio. kr.
     
  • Staten bidrager med en byggegrund, som Metroselskabet har værdisat til 120 mio. kr. Hvis denne værdi ikke kan realiseres, er det aftalt, at beløbet dækkes indenfor Metroselskabets langtidsbudget.
     
  • Staten ejer 41,7 pct. af Metroselskabet, mens Frederiksberg ejer 8,3 pct. og Københavns Kommune ejer 50 pct.
     
  • Københavns Kommunes indgåelse af aftalen skal godkendes af Borgerrepræsentationen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik