Mere voksen efter bedrageri

En 38-årig mand fra Køge blev i går dømt for to tilfælde af bedrageri, mens han drev forretning i Solrød, skriver DAGBLADET Køge.

To tilfælde af misvisende indberetninger til
forsikringsselskabet Alm. Brand blev ved Retten i Roskilde i går
takseret til fire måneders betinget fængsel og en bøde på 50.000
kroner.
Den anklagede, en 38-årig mand fra Køge, var for tre år siden
indehaver af en forretning i Solrød Center, og i forbindelse med
et indbrud i forretningen modtog forsikringsselskabet en
fejlagtig opgørelse, der var sat højere end prisen på det
stjålne. Det samme gjorde sig gældende, da han senere samme år
havde indbrud i sit private hjem, hvor en del dyre effekter blev
stjålet.
Overfor Retten i Roskilde erkendte han at have givet forkerte
oplysninger til forsikringsselskabet, og lovede at han ville
opføre sig mere voksent i fremtiden.