Mere rå tone i kommunalpolitik: "Sov med kagerulle"

Næsten halvdelen af landets kommunalpolitikere oplever en mere rå og personlig tone i dialogen med borgerne.

Når kommunalvalgkampen snart går i gang, kan politikerne godt forberede sig på at lægge øre til lidt af hvert. For tonen i debatten er blevet mere rå, viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra KL’s nyhedsbrev Momentum.

I en rundspørge blandt landets kommunalpolitikere svarer 43 procent af de politikere, der har siddet på posten i mere end én valgperiode, at de oplever, at tonen i dialogen med borgerne er blevet mere rå og personlig. Kun to procent mener, at tonen er blevet mere saglig og sober.

En politiker der selv har mærket konsekvenserne i alvorlig grad er kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg Fasael Rehman. Mandag blev en mand idømt 30 dages betinget fængsel for racistiske trusler fremsat mod politikeren i to emails tilbage i 2014. 

- De gjorde mig lidt bange faktisk. Jeg blev nervøs. Der var navngiven afsender på, så jeg har taget mig selv i at se mig over skulderen, for jeg kunne se, det var en borger, der bor her i kommunen, siger Fasael Rehmen, der i en periode efter truslerne sov med en kagerulle ved sin seng:

quote Der blev også ringet på døren mange gange om natten

Fasael Rehman

- Fordi jeg tænkte, hvis der skete noget. Der blev også ringet på døren mange gange om natten. Jeg kan jo ikke vide, hvem det har været, og om det var drengestreger. Men jeg følte, jeg var nødt til at tage mine forholdsregler, forklarer han. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Og det er der brug for mener kommunalpolitiker på Frederiksberg, der har prøvet det på egen krop.

Flere angreb i fremtiden

Ifølge socialpsykolog og lektor ved KU, Torben Bechmann Jensen, er den bekymrende tendens, at den hårde tone bevæger fra sig fra de sociale medier og ud i virkeligheden.

- Afstanden mellem offline- og online-kommunikation er blevet mindre. Så det at skælde ud eller angribe og skubbe til politikere, der deler foldere ud, det vil vi se mere af i fremtiden, siger han.

quote De gjorde mig lidt bange faktisk. Jeg blev nervøs.

Fasael Rehman 

Der er ingen nem løsning på problemet. Men politikerne kan bidrage ved selv at debattere mere forsonligt, mener socialpsykologen.

- Politikerne kunne selv begynde at skrue ned for retorikken. De kunne lade være med at deltage så meget på facebook og andre sociale medier. Man kunne appellere til Ekstra Bladets Nationen og lignende om at rense ud i den tone, der bliver udvist. Medierne kunne lade være at vise Trump, hver gang han er på twitter. For han er også et eksempel på, hvor voldsom man kan være som politiker over for befolkningen. 

- Så man er nødt til at arbejde på at genskabe en tillid politikere og befolkningen imellem.

Truslerne mod Fasael Rehman var tæt på at få ham til at kvitte politik. Men han er nået frem til, at frygten ikke skal holde ham fra at genopstille til november.

- Det er ligesom med terrorisme. Hvis man bukker under og lader sig afskrække, har de vundet. Så jeg synes ikke, vi har råd til at have kolde fødder. Der er så meget på spil, og det skal vi værne om, siger han.

I en anden undersøgelse fra DJØF svarede 11 procent af kommunalpolitikerne efter det seneste valg, at de har oplevet trusler mod sig selv eller deres familie.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik