Mere plads til førstegangskøbere

Friske tal fra Danske Bank viser nu, at huspriserne i Roskilde er faldet så meget, at banken vurderer, at der igen er ved at være plads til førstegangskøbere på ejendomsmarkedet. Altså unge, som skal købe hus eller lejlighed for første gang. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

- Beregningen viser, at kravet til en typisk families lønindkomst ved køb af bolig er faldet med 5800 kroner. Det betyder, at en familie kan tjene 5800 kroner mindre om måneden før skat, men købe det samme hus, siger filialdirektør Torben Stevold, Danske Bank Roskilde Afdeling. Kravet til en typisk families lønindkomst ved køb af bolig i Roskilde er faldet fra 75.900 kroner om måneden i 4. kvartal 2008 til 70.100 kroner i første kvartal 2009.Danske Bank har regnet på, hvad kravet til lønindkomsten er for en typisk familie med to børn ved køb af et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvm. i alle landets 98 kommuner. Samtidig er der taget højde for, at rådighedsbeløbet skal holde sig på det anbefalede minimum på 14.000 kr. om måneden - altså det, der står tilbage, når de faste udgifter er betalt. - Her skal der streg under minimum, for 14.000 kroner er en tommelfingerregel. Nogle af os kan klare os med minimumskravet, mens andre har et større forbrug og dyrere vaner og dermed behov for et større rådighedsbeløb. Alt andet lige skal du altid have set din økonomi efter, når du køber bolig, siger Torben Stevold I fjerde kvartal 2008 var det kun 16 ud af landets 98 kommuner, der tillod en typisk familie med en gennemsnitsindkomst at købe et gennemsnitshus i deres egen kommune. I dag er det tal steget til i alt 64 kommuner. Danske Bank vurderer, at den tendens fortsætter ind i 2009.- Ved udgangen af 2009 forventer vi, at den typiske familie i 79 ud af landets 98 kommuner vil være i stand til at købe et gennemsnitshus i sin egen kommune. Det synes vi sådan set er positivt, da det kan være tegn på, at handelsaktiviteten igen kommer op i gear, fortsætter Torben Stevold. Han understreger samtidig, at den onde cirkel, som boligmarkedet har været fanget i, langt hen ad vejen kun kan brydes, hvis førstegangskøberne for alvor kommer på banen igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik