Mere lokkemad til frivillige

Når indsamlere i Nordsjælland går på gaden den 7. oktober for at samle ind til Røde Kors, så kan det være, fordi de samtidig får mulighed for at komme ind og se en FC Nordsjælland-kamp.

Klubben har nemlig doneret 750 billetter til indsamlerne, som man får udleveret efter endt indsamling. I flere områder er der nemlig kun en brøkdel af de indsamlere, der reelt skal til. Tendensen med at bruge en vis form for betaling som ekstra motivationsfaktor er dog langt fra ukendt i det frivillige landskab.

- Det er noget, vi ser mere og mere. Det kan være en måde at knytte nye frivillige til organisationen. Som frivillig betyder det sociale samvær meget, og derfor bliver nogle også motiveret af at få en belønning i form af en billet til en fodboldkamp eller et musikarrangement for eksempel, siger informationsmedarbejder Louise Rasmussen fra Center for frivilligt socialt arbejde.

Foreningerne kan så bruge det som en introduktion til nye frivillige, der forhåbentlig vil få øjnene op for de traditionelle ulønnede goder ved frivilligt arbejde.

- Organisationerne arbejder målrettet i deres rekruttering og vil gerne have unge ind. Efterfølgende arbejder man så med at motivere dem med det gode sociale sammenhold og få flere gode oplevelser i organisationen, siger Louise Rasmussen til Frederiksborg Amts Avis.

I Dansk Røde Kors ser man det dog ikke som direkte betaling, da FC Nordsjælland selv vælger at støtte arrangementet på den måde.

- For os gælder det om at samle så meget som muligt ind den 7. oktober, så vi tager imod alt, der kan give en ekstra hånd. Hvis folk kommer bedre ud af døren ved udsigten til en FCN-billet, så er det ok med os. For os er det vigtigste at få så meget ind som muligt, siger fundraisingchef Birgitte Mabeck.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik