Mere liv på de Københavnske kirkegårde

Færre kistebegravelser giver plads til at københavnerne kan bruge dele af byens fem kirkegårde som grønne byrum. På Bispebjerg Kirkegård er et kapel omdannet til "Dansekapellet".

Flere af kommunens kirkegårde ligger i Københavns udsatte byområder, hvor beboerne har begrænset adgang til grønne områder.

Da mange københavnere i dag vælger at blive bisat i en urne, er der opstået frirum på kirkegårdene.

Og de frirum vil Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhedsl., gerne have i spil.

- Byens kirkegårde skal fortsat spille en vigtig rolle, når det gælder sorg. Men københavnerne efterspørger flere grønne områder, og frem mod 2025 vokser byen med 100.000 indbyggere. Derfor vil vi på lang sigt udvikle en del af vores kirkegårde til også at være grønne byrum. Omdannelsen skal respektere kirkegårdenes funktion som begravelsesplads, og derfor er de ikke tænkt som nye parker med plads til boldspil men mere som et sted, hvor københavnerne kan søge ro og fordybelse, siger Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Bispebjerg Kirkegård er en af de kirkegårde, hvor der de med tiden vil blive god plads til at skabe nye grønne byrum. Allerede i dag tiltrækker kirkegården mange københavnere, når kirsebærblomsterne står i blomst. Og for få år siden blev et kapel omdannet til Dansekapellet, hvor kvarterets børn og unge kan få danseundervisning.

Kommunen har netop afsat penge til områdefornyelse i kvarteret, og her vil der blandt andet blive arbejdet med at bruge frirummene på kirkegården. Boligorganisationen FSB og Københavns Kommune har derfor i fællesskab lavet en udviklingsplan, der skal give området et ambitiøst løft.

Planen foreslår blandt andet at muren, der adskiller kirkegården fra bydelen, kan åbnes op, og at de stille områder på kirkegården kan kobles til de nærliggende og udsatte boligafdelinger. Det skal skabe et bedre byliv og styrke trygheden i området.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik