Min mening: Mere asfalt vil gavne Nordsjælland

Marlene Harpsøe (DF) mener, at asfalten er altafgørende, hvis man vil holde Nordsjælland i live.

Af Marlene Harpsøe, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Nordsjællands Storkreds

Der er en accelererende skepsis i forhold til at etablere virksomhed i Nordsjælland.

Den trafikale trængsel på f.eks. Hillerødmotorvejen dræner enhver virksomhedsejers tålmodighed. Vi går glip af virksomheder og arbejdspladser – og udviklingen, som skal holde Nordsjælland i live, går i stå.

Mange vil gerne slå sig ned i Nordsjælland, men alt er på ”hold”, indtil det er afklaret, om og hvornår bl.a. Hillerødmotorvejen forlænges og udvides. Vi skal have virksomhederne til at elske Nordsjælland, så det genererer flere arbejdspladser og mere liv i vores byer.

Her er asfalten altafgørende.

Hillerødmotorvejen bliver central

Men heldigvis er de gode nyheder netop kommet. På Christiansborg har vi i Dansk Folkeparti aftalt med regeringen, at Hillerødmotorvejen udvides og forlænges samt at Frederikssundmotorvejen med 3. etape bliver gjort færdig. Det er fantastiske nyheder for Nordsjælland.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Virksomheder i Hillerød har allerede i dag problemer med at rekruttere de rette kompetencer til deres virksomheder. Potentielle jobsøgere bliver skræmt væk af myldretiden på Hillerødmotorvejen. Dermed går virksomhederne glip af vigtige kompetencer – og vi får heller ikke flere til at bosætte sig her.

De vælger simpelthen Nordsjælland fra – og det er da trist, når vi har så meget at byde på. Så problemet handler ikke kun om at sikre nye arbejdspladser, men også om at beholde dem, vi har nu.

Til glæde og gavn for familien

Der er mange, der allerede i dag arbejder langt væk hjemmefra. Som familie kan det være svært at få en dagligdag til at hænge sammen, hvis man er afhængig af at komme igennem morgenmyldretiden på Hillerødmotorvejen, når man pendler til København.

Det er ikke alle arbejdsgivere, der udviser en fleksibilitet, der gør, at man kan etablere hjemmearbejdsplads. Derfor er det for den enkelte familie også af stor betydning, at fremkommeligheden i trafikken bliver bedre. Det vil også være til gavn for de små, at mor og far ikke sidder og spilder tid bag rattet i en bil i endnu en trafikprop på motorvejen.

Så den politiske aftale, der sikrer mere asfalt, er særdeles velkommen! Det vil i den grad gavne Nordsjælland!


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik