Menneskebiblioteket: Dann blev seksuelt misbrugt af sin bror

00:27

Dann Snejbjerg Bartels er en af bøgerne i Menneskebiblioteket.

I 3. afsnit af TV 2 Lorrys serie Menneskebiblioteket låner vært John Rahbek bogtitlen ”Seksuelt misbrugt”

Dann Snejbjerg Bartels blev som helt lille adopteret af et dansk par samen med sin storebror. Alt skulle være godt i den lille familie, men forholdet mellem de to brødre var rigtig skidt og blev bare værre og værre.

- Vi har skændtes meget, og når vi sloges, var det meget voldsomt, og han slog meget og skabte frygt i mig. Og så endte det med, når vi var alene hjemme eller lå i telt nede i haven, så skulle jeg pille ved ham.

Dann Snejbjerg Bartel blev seksuelt misbrugt af sin storebror, da han var ti år gammel. Og misbruget har haft store konsekvenser for Dann. Det fortæller han i 3. afsnit af Menneskebiblioteket, som du kan se på vores tv-kanal Lorry+ i aften kl. 20.50 eller allerede nu her

- Jeg røg ud i noget værre rod med noget stoffer og noget. Jeg har lavet rigtig meget ballade. Jeg har røget rigtig meget hash – også fordi, jeg ikke kunne mærke noget, fortæller Dann, som i dag lader sig låne ud af Menneskebiblioteket.

Ved særlige events kan alle låne menneskebøger af Menneskebiblioteket, og i serien med samme navn er det TV 2 Lorry vært John Rahbek, der låner udvalgte bøger i den halve times tid, som et udlån på Menneskebiblioteket normalt varer. I sæson 2018 låner han et mobbeoffer, en frikirkekristen, et offer for stalking, en langtidsledig, en anorektiker og altså Dann, der er incestoffer.

Dann Snejbjerg Bartels er i dag gift og har det bedre. Men barndommen har sat sig dybe spor. Han har svært ved at stole på andre og har brugt rigtig mange timer hos en psykolog.

- Du kan selv se, at jeg har mange tatoveringer, men i bund og grund er jeg bare en lille dreng, der bare gerne vil holdes om og få at vide, at jeg er god nok, fortæller han i programmet.

Se serien Menneskebiblioteket her