Foto: TV 2 Lorry

Med næb og klør: Dyrenes Vagtcentral kæmper for overlevelse

Dyrenes Vagtcentral er truet på livet økonomisk. Mange tusinde i hovedstadsområdet benytter årligt vagtcentralen.

13.820. Så mange henvendelser fik Dyrenes Vagtcentral fra borgere i TV 2 Lorrys sendeområde sidste år. Men de mange udrykninger for at redde dyr kan blive en saga blot, for udrykningsenheden under Dyrenes Beskyttelse er økonomisk truet. 

- Vi kæmper med næb og klør for, at vagtcentralen skal fortsætte, men vores økonomi er presset. Der er en fare, at vi ikke kan blive ved med at opretholde vagtcentralen, siger Britta Riis, der direktør for Dyrenes Beskyttelse, til TV 2 Lorry.   

Hun kan nikke genkendende til de mange henvendelser fra borgere, der har spottet et sygt eller tilskadekommet dyr.

-Vi har oplevet et meget stort pres på vagtcentralen, og vi har en ekstra omkostning på 10-15 millioner om året i forbindelse med at drive den. Det har store konsekvenser for vores økonomi, og vi har prøvet at råbe forskellige ministre og Rigspolitiet op, men indtil videre har det ikke hjulpet, siger Britta Riis til TV 2 Lorry.  

Hun oplyser, at Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Karina Due, for nylig har rettet henvendelse til Venstres miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

- Hun har sendt et skriftligt spørgsmål til ministeren, fordi hun er bekymret for vagtcentralens fortsatte eksistens, siger Britta Riis. 

Vagtcentralen har haft millionunderskud siden oprettelsen i 2011. 

I de travle forårsmåneder modtager Dyrenes Vagtcentral blandt andet henvendelser om op til 60 påkørsler af dyr om dagen.