Varm velkomst på Ottiliavej til 11 syriske flygtninge Foto: TV 2 Lorry

Varm velkomst på Ottiliavej til 11 syriske flygtninge Foto: TV 2 Lorry

Varm velkomst på Ottiliavej til 11 syriske flygtninge Foto: TV 2 Lorry

Varm velkomst på Ottiliavej til 11 syriske flygtninge Foto: TV 2 Lorry

Varm velkomst på Ottiliavej til 11 syriske flygtninge Foto: TV 2 Lorry

1 af 5

Med flag og smil: København modtog de første flygtninge

Søndag klokken 13 modtog Københavns Kommune de første 11 af de i alt 335 flygtninge, som Københavns Kommune skal modtage i 2016. Der var smil og flag i Valby.

Der var stor glæde i Valby i dag. Foran et gammelt kontordomicil på Ottiliavej havde der samlet sig en større gruppe mennesker med danske flag i favnen og et stort smil på læben.

Anledningen var ikke Arbejdernes Internationale Kampdag, hvis varemærke også har med flag at gøre, men en grå minibus med tonede ruder.

Bag ruderne sad 11 flygtninge fra Syrien, som nu skal bo i Københavns Kommune.

Og da den lille bus ankom, flagede og jublede de mere end 100 mennesker, som var mødt op for at modtage flygtningene.

- Vi er her for at byde velkommen til de nye flygtninge, som kommer til Københavns Kommune. Vi glæder os rigtig meget til at tage godt imod dem, siger administrator hos Venligboerne i København, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, til TV 2 Lorry, der også kommenterer på, at det er første gang siden 1999, at Københavns Kommune har modtaget flygtninge:

- Selvfølgelig er det stort, at det er helt nye flygtninge, der kommer til kommunen, og det er vi jo rigtig glade for, og vil rigtig gerne markere det med en varm velkomst.

De 11 flygtninge blev modtaget med både flag, hujen og ivrig hilselyst, da de steg ud af bussen på pladsen foran Ottiliavej 1-3.

Den 2. februar blev det besluttet i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning, at bygningen, der tidligere har huset Københavns Kommunes koncernservice, skulle indrettes som midlertidige boliger til 150 flygtninge.

Frivilliggrupperingen Venligboerne havde i dagens anledning inviteret til en 'Vink og velkomst'-event i Valby, hvor mere end 100 flagende voksne, unge og børn modtog flygtningene.

Også Københavns Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Anne Mee Allerslev (Rad. V) var mødt op på Ottiliavej for at ønske ny-københavnerne velkommen til.

- For mig personligt og politisk har jeg kæmpet siden 2012 for, at vi (i Københavns Kommune, red.) også skulle tage et ansvar for de flygtninge, der kom til Danmark, når de først har fået en opholdstilladelse. Og derfor så er vi rigtig glade for, at vi nu skal hjælpe de andre kommuner med at lave en god integration fra første dag, siger hun til TV 2 Lorry.

Hos de Radikale er der tidligere blevet udtrykt bekymring overfor beslutningen om at indkvartere flygtninge i den gamle kontorbygning, da man dermed er i fare for at danne en 'flygtninge-ghetto', hvorved integrationen i det danske samfund kan hæmmes betragteligt.

- Det ved vi jo historisk, at det gør det endnu sværere at få folk i arbejde og lære at tale dansk, sagde medlem af Økonomiudvalget i Københavns Kommune, Tommy Petersen den 2. februar.

Alligevel glæder det Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren at se de 11 flygtninge ankomme til Ottiliavej - ikke mindst på grund af den store opbakning fra medkøbenhavnerne.

Også teenageren Mohamad Hamza fra Syrien, som har boet i flygtningelejr i Danmark i seks måneder glæder sig over modtagelsen fra de mange danskere.

- Det er meget dejlig, så jeg er glad - jeg er meget glad.

Ombygningen har i alt kostet 27 millioner kroner, og har primært bestået i at opsætte skillevægge, så både enlige og familier kan bo i den gamle kontorbygning, mens der bliver placeret toiletvogne i gården til de mange flygtninge.