Foto: TV2/Lorry

Massiv svindel i københavnske bagerier

Den hvide bageruniform er ingen garant for, at alt er i orden i de københavnske bagerier.

Der foregår nemlig massiv svindel i masser af bagerierne, hvor de ansatte aflønnes sort.
      Det viser tal fra Skat som i 2011 har aflagt besøg i 24 bagerier som en del af en kampagne for fair konkurrence.
      Og det mere end lugtede af socialt bedrag i bagerierne.
      I de 24 bagerier var der 47 ansatte, som blev tjekket. 43 af dem kunne ikke redegøre for deres ansættelsesforhold. 15 af dem fik samtidig sociale ydelser fra staten.
      Fantasifulde forklaringer
Det førte til en række fantasifulde forklaringer fra medarbejderne.
      - Een forklarede, at han lige var nede i bageren for at bage en kagemand til sin søn, som havde fødselsdag. En anden var bare nede for at lave lidt morgenbrød til familien, fortæller  afdelingsleder i Skat, Lisbet Hedelund.
      Under en enkelt razzia blev det næsten komisk, da en mand forsøgte at stikke af fra politiet. Indhentet af politiets hunde forklarede han i fuld bageruniform og med mel ud over det hele, at han bare var ude at gå med aviser.
      Illegalt arbejde
Under samme aktion viste det sig, at fire ud fem medarbejdere arbejdede illegalt i landet.
      - Ellers er den typiske forklaring, at den pågældende har første arbejdsdag, siger Lisbet Hedelund.
      I København er der cirka 130 bagere, og lidt mere 80 af dem er organiseret i Københavns Bagerlaug.
      Her er der ingen forståelse for bedrageriet hos oldermand Erik Ellitsgaard.
      - Det er jo massivt undergravende - ikke bare for bagerne, men også for det danske samfund, siger han.
      Uorganiseret
Han afviser samtidig, at det er hans medlemmer, som begår det sociale bedrageri.
      - Nu bliver jeg sikkert kaldt racist, men vi ser desværre, at det er uorganiserede bagerier med ansatte med anden etnisk baggrund, som ikke har rent mel i posen. De skifter fra kiosker til grønthandlere og videre til bagere uden at have forstand på, hvordan man laver brød, siger Erik Ellitsgaard.
      Han tilføjer, at Københavns Bagerlaug selv kontrollerer de bagerier, som er organiseret hos dem.
      - Men vi vil gerne have en tættere dialog med Skat, for dette hører ingen steder hjemme, siger han.
      Skat tager under sine razziaer ikke stilling til, om bagerne er organiserede eller ej, og myndigheden registrerer det heller ikke.
      Som udgangspunkt går Skat efter de bagerier, som Skat vurderer, kan være problematiske.
      Der findes ingen samlede tal for, hvordan bagerne klarer sig på landsplan, da Skat i 2011 har haft særlig fokus på København.