Massiv kritik af ghettolovs konsekvens

Flere folketingspolitikere kritiserer nu ghettopakken ovenpå TV 2 Lorrys indslag fra Nøjsomheden torsdag.

Efter TV 2 Lorry torsdag kunne fortælle, at flere boliger i boligområdet Nøjsomhed i Helsingør nu har fået besked på, at de inden udgangen af 2021 skal være flyttet fra deres bolig, træder flere folketingsmedlemmer nu frem med kritik af ghettopakkens konsekvenser:

- Det er nu, vi ser konsekvenserne af den her fuldstændig urimelige og hovedløse ghettopakke, lyder det fra Rosa Lund, folketingsmedlem for Enhedslisten.

quote Vi kommer til at se, at man sætter pensionister på gaden, som har boet i ejendommen hele deres liv

Claus Højte, direktør, Lejernes LO i Hovedstaden.

- Det giver ingen mening at smide folk ud af deres boliger, som er i arbejde og klarer sig selv, siger Kristian Hegaard, folketingsmedlem for Radikale Venstre

Som vi i går kunne fortælle her på TV 2 Lorry, har beboerne i 96 lejligheder i boligområdet Nøjsomhed i Helsingør fået besked på, at de inden udgangen af 2021 skal være flyttet fra deres bolig.

Boligselskab med pistol for panden

Boligområdet Nøjsomhed står på den såkaldte ghettoliste, hvorfor boligselskabet Boliggården i samarbejde med kommunen har besluttet, at lejlighederne i syv opgange skal omdannes til andre boligtyper, hvorfor de nuværende beboere bliver tvangsflyttet.

- Det her er desværre det, vi forudså, der ville ske. Nemlig, at boligforeningerne med pistolen for panden er nødt til at lave alle mulige mærkværdige ændringer, som betyder at folk er nødt til at flytte fra hus og hjem, siger Rosa Lund til TV 2 Lorry.

Forklaringen til beboerne er, at boligselskab og kommune hurtigst muligt vil sikre sig, at Nøjsomheden igen slipper af med det ghettostempel, man sidste år fik skrabet til sig.

Står man først fem år i træk på listen, bliver man til et såkaldt hårdt ghettoområde, hvor 60 procent af de almene boliger - ifølge ghettolovgivningen - skal sælges eller rives ned.

-Det viser jo bare, at ghettoplanen er og bliver symbolpolitik. Det løser ikke de udfordringer og problemer, som kan være i boligområder, der har en vis belastning, siger Kristian Heegaard.

Nedenunder kan du se indslaget fra Nøjsomhed fra torsdag. 

 

Vanvittig lovgivning

Ifølge både Lejernes Landsorganisation og initiativet Almen Modstand ser man nu konsekvenserne af en håbløs lovgivning.

- Vi kommer til at se, at man sætter pensionister på gaden, som har boet i ejendommen hele deres liv. Som har betalt deres husleje, gået på arbejdet, betalt skat og i det hele taget opført sig ordentligt. De skal nu sættes på gaden, fordi der er lavet en ret vanvittig lovgivning, siger Claus Højte, direktør for Lejernes LO i Hovedstaden til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra den nye boligminister Kaare Dybvad fra Socialdemokratiet, men det har ikke været muligt.

quote Jeg har bestemt sympati med de mennesker, det går ud over, men planerne gennemføres, fordi vi må og skal have løst udfordringerne

Mona Juul, boligordfører, Kons.

Dog skriver den tidligere minister på området, Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, i en SMS til TV 2 Lorry:  

- Jeg bakker fortsat fuldt ud op om lovgivningen. Det er op til boligorganisationen og kommunen at lave den bedst mulige plan for normalisering af de problematiske boligområder, men målet om at sikre en blandet beboersammensætning med massive sociale problemer må vi holde fast i.

- Kommuner og boligorganisationer kan gå mange forskellige veje for at nå dertil. Det er deres opgave at vælge den bedste. Det kan jeg ikke bedømme, om de har gjort i Helsingør, lyder det fra Ole Birk Olesen.

quote Hvis jeg var SF, ville jeg trække mig med det samme

Rosa Lund, folketingsmedlem, Enhedslisten.

Skal løse udfordringer

Hos Mona Juul, der er boligordfører for de Konservative er der sympati at hente, samtidig med at hun ligesom Ole Birk Olesen fokuserer på målet:

- Jeg har bestemt sympati med de mennesker, det går ud over, men planerne gennemføres, fordi vi må og skal have løst udfordringerne med udsatte boligområder, siger hun til TV 2 Lorry.

Ifølge SF, der også stemte for ghettopakken, er det alt for tidligt at ty til tvangsflytninger i Nøjsomheden.

- Det er absurd at påstå, at man tager det allerhårdeste redskab i anvendelse nu, fordi man er bange for at ende på den hårde ghettoliste. I stedet skal man forebygge, at man ender på den hårde ghettoliste, og det gør man blandt andet ved en håndholdt indsats. Og det burde Helsingør Kommune og boligforeningen have taget fat på i stedet for, lyder det fra Kirsten Normann Andersen.

Men det får ikke kritikerne til at ændre mening. I stedet bør SF og den nye socialdemokratiske minister hurtigst muligt komme ud af ghettoaftalen, som skader mere end det gavner, mener De Radikale og Enhedslisten:

- Jeg må sige, at det her, det er da at løbe fra den aftale, man selv har lavet - hvis jeg var SF, ville jeg trække mig med det samme, siger Rosa Lund til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik