Foto: TV 2 Lorry

Masser af møgvejr: Husk regntøjet i dag

Det var lige så dejlig lunt og rart, men gårsdagens regn forsætter i dag. Og gør tirsdag morgen og formiddag rigtig træls og våd. Især i Hovedstadsområdet.

Skal man absolut sige noget positivt om dagens vejr, så må det være, at det ikke tegner til at blive særlig problematisk eller alt for voldsomt.

Det bliver bare rigtig vådt og gråt.

- Der kommer mest regn på Sjælland og det kan godt blive København, der får det meste. Det er der det bliver hængende i længst tid, siger Henning Gisselø, vagthavende meteorolog hos DMI til Ekstra Bladet.

- Vi har stadig et risikovarsel ude for kraftig regn, altså mere end 24 millimeter på seks timer. Det kan vi stadig godt nå, selv om sandsynligheden ikke er så voldsomt stor mere.

Det er især i formiddagstimerne de flere millimetere regn vil dryppe ned over danskerne, mens eftermiddagen tegner noget mere tørt.

- I eftermiddag får vi nok også lidt solskin, også i København, og så står den på lidt sol og lidt spredte byger resten af dagen i hele landet.

Først på lørdag er der noget at glæde sig til, der loves der nemlig sol hele dagen. Indtil da vil dagene være regntunge.