Maskeret bande truer familiefar: Nu råber han borgmesteren op

Bander hærger i Taastrup omkring Taastrupgård og Gadehaven. Hussein Hassan råber borgmesteren op med et brev. Hvis der ikke sker noget, ser han sig nødsaget til at flytte.

Hussein Hassan har sammen med sine tre sønner boet i Taastrup i 26 år. Men nu har han fået nok.

- Vi er nødt til at flytte. Banderne går efter alle unge. Hvis nogen ikke vil være med i deres bande, så truer, mobber, eller overfalder de dem, lyder det fra den bekymrede far.

Alle tre sønner på henholdsvis 18, 20 og 22 år er i løbet af de seneste to år blevet truet eller overfaldet af maskerede mænd. Den værste episode skete for cirka to år siden.

- Min ene søn blev stukket ned med en kniv. Han lå på hospitalet i ti dage, forklarer Hussein Hassan til TV 2 Lorry.

Ifølge faderen går banden efter alle drenge og unge mænd i kvarteret. 

- Hvis man ikke vil være en del af det, bliver man chikaneret. De siger for eksempel at man ikke må køre på knallert i området, hvis man ikke er medlem af deres bande, siger faderen og uddyber: 

- En dag sagde de, at vi ville blive dræbt, hvis vi blev boende. Fordi vi nægter, at vores børn skal være en del af banden. 

Sagen er politianmeldt.

Hussein Hassan beretter om flere voldsomme episoder. Senest kastede en gruppe unge drenge et syltetøjsglas efter Hussein Hassan, fordi han stod på sin altan sammen med sin mor.

- De kaldte mig alle mulige ting og sagde, jeg skulle gå ind. Derefter tog en af drengene et  syltetøjsglas fra affaldscontaineren og kastede op mod os.

Skriver brev til borgmesteren

Hussein Hassan er så bekymret på kvarterets vegne, at han nu har skrevet et brev til borgmester Michael Ziegler og lavet en underskriftsindsamling. Han beder borgmesteren om at tage problemet alvorligt og få sat en stopper for banderne.

“Da min familie flytter, er det måske ikke længere et problem for os, men hvad med de stakkels familier og borgere, der er tilbage i kommunen. Kan det være rigtigt, at de skal leve i frygt?”

TV 2 Lorry har kontaktet borgmester Michael Ziegler, som ikke kan kommentere på den konkrete sag, men skriftligt svarer:

“Men det er helt uacceptabelt, at bander skaber utryghed i vores samfund og i særdeles i en grad, hvor familier ser sig nødsaget til at flytte.”

Michael Ziegler lægger ansvaret hos politiet. 

“Indsatsen mod bandekriminalitet og lignende er politiarbejde. Vi har tæt dialog med politiet, men når det handler om kriminel adfærd, er det politiets opgave,” skriver han og afslutter:  

“Jeg kender ikke baggrunden for den unge mands og hans families situation, men vi må slå fast, at bandekriminaliteteten skal bekæmpes i hele landet - og det ved jeg er en topprioritet hos politiet!”

Politiet kender til problemerne

Københavns Vestegns Politi bekræfter, at de i øjeblikket har problemer med mulig bandekriminalitet og utilpassede unge.

- Vi har for tiden særlig fokus på netop Taastrupgård og Gadehaven, og der er også afholdt møder mellem kommunerne og beboerne i området, hvor politiet har været til stede, siger vagthavende hos Københavns Vestegns Politi Søren Enemark til TV 2 Lorry. 

Flytter til Sydsjælland

Hussein Hassan ved godt, at politiet ikke kan holde opsyn døgnet rundt, men han håber alligevel, at der nu vil ske noget. 

- Jeg ved godt politiet ikke kan gøre noget, bare fordi de står foran opgangene i store grupper. De må jo gerne opholde sig offenligt. Men det er utrygt, fordi de står maskerede - og der så mange gange før er sket noget. 

Nu kan han og resten familien ikke holde det ud mere. Men håber på resten af Taastrups vegne, at politiet og politikerne gør en indsats. 

- Det er svært at sige farvel efter 26 år. Men vi kan ikke mere. Vi flytter til Sydsjælland, siger faderen. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik