I 32 år har Mary boet i København, men nu har hun fået besked på at forlade landet. Foto: Privat

Marys advokat: "Vi tager sagen hele vejen til Strasbourg"

På søndag skal amerikaneren Mary Stewart Burgher forlade Danmark efter 32 år.

Da Mary Stewart Burgher den 10. marts åbnede et brev fra Udlændingestyrelsen, kunne hun ikke tro sine egne øjne.

Den 60-årige amerikanske kvinde har boet 32 år i København, og foran hende lå nu en afvisning på hendes ansøgning om opholdstilladelse – noget hun regnede for at være en formalitet efter så mange år i landet.

Læs også Farvel og tak: Mary smides ud af Danmark efter 32 år

I brevet stod der, at hun skal forlade Danmark senest 9. april. Det er på søndag.

Mary Stewart Burgher tog straks kontakt til advokat Poul Hauch Fenger, der har international erfaring med menneskerettighedssager fra FN og EU.

Han har klaget over afgørelsen på sin klients vegne, og derfor skal sagen nu for Udlændingenævnet.

Brud på menneskerettighed

- Efter vores opfattelse er det her afslag et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, som handler om ret til respekt for privatliv. Man har en ret til at kunne opretholde privatlivet, når man i særdeleshed har været i Danmark i 32 år, siger Poul Hauch Fenger til TV 2 Lorry.

Udlændingestyrelsen har i deres afgørelse ellers lagt vægt på, at Mary Stewart Burgher ikke har nogen særlig tilknytning til Danmark, og at hun derfor ikke kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. 

Læs også Nu rykker havnetunnellen et skridt nærmere

Men det er advokat Poul Hauch Fenger lodret uenig i.

- Hun har netop meget tilknytning til Danmark. Hun har boet her i Danmark i 32 år, hun har arbejdet, hun har mange venner og netværk, og så har hun været aktiv i foreningslivet i mange år, siger han.

Regner med medhold

- Min klare opfattelse er, at vi får medhold i udlændingenævnet, og hvis vi ikke får medhold der, så tager vi den hele vejen til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, siger advokaten.

Mary Stewart Burgher kom til Danmark i 1985, da hun fik et job hos WHO i København. Og hun har boet her lige siden.

I 2015 lod hun sig pensionere og samtidig indgav hun ansøgningen om opholdstilladelse.

Mary Stewart Burgher føler sig dansk og nyder en helt almindelig mad med leverpostej. Foto: Privat

Ved siden af har hun været medstifter af den engelsktalende del af foreningen Al-Anon samt været aktiv bestyrelserne i the American Woman’s Club og det Danske Shakespeare Selskab. Det mener Udlændingestyrelsen ikke giver særlig tilknytning.

Hun er selvforsørgende gennem flere års opsparing, har en rigtig god pension. Samtidig bor hun i en ejerbolig uden gæld i.  Det tæller heller ikke med i Udlændingestyrelsens afgørelse.

Familie vægter højt i afgørelsen

Mary Stewart Burgher har aldrig været gift og har ikke nogen børn. Det nærmeste familie er en bror og søster, som begge bor i Houston i USA.

Og netop de familiemæssige relationer har haft en stor afgørende betydning, samt det faktum at hun først kom til Danmark som 28-årig, nævner Udlændingestyrelsen i afslaget. 

Læs også Det er god påske-stil: Aldrig før har 500S været så hyggelig

Der er endnu ikke sat en dato for mødet med Udlændingenævnet, men hvis Mary Stewart Burgher ikke har hørt noget fredag, regner hun med at hun bliver nødt til at rejse til Texas på søndag, ellers overskrider hun fristen og risikerer at blive udsendt med tvang.

Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra Udlændingestyrelsen. TV 2 Lorry arbejder vi videre på at få en kommentar i morgen.