Martin holdt sidste tale for skuddræbt eks-bandeleder

Den 31-årige eksbandeleder og radiovært Nedim Yasar er død, efter han blev skudt ned på åben gade mandag aften. Hans ven Martin holdt det, der blev til afskedstalen ved Nedim Yasars bogreception.

Martin Christian Celosse-Andersen har selv været en del af bandemiljøet i 12 år. Tirsdag siger han farvel til en tæt ven. Foto: TV 2 Lorry

Mandag aften fejrede Nedim Yasar udgivelsen af sin bog "Rødder - en gangsters udvej" på Hejrevej 30 i Københavns Nordvestkvarter.

Havde jeg vidst, at den sidste tale var min afskedstale, så havde jeg sat flere ord på.

Martin Christian Celosse-Andersen

Da han forlod bogreceptionen, blev han skudt på åben gade. Tirsdag middag bekræftede Københavns Politi, at den 31-årige tidligere bandeleder og radiovært var afgået ved døden.

Både kollegaer og nære venner var til stede ved receptionen, der var skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Marie Louise Toksvig, som Nedim Yasar lavede radioprogrammet "Politiradio" på Radio24syv med.

Afhopper - ligesom Nedim Yasar

Her ses Nedim Yasars hilsen til Martin Christian Celosse-Andersen, der endte med at blive den sidste. Foto: Privatfoto

Martin Christian Celosse-Andersen har selv tidligere været 12 år i bandemiljøet. Han var med til bogreceptionen mandag aften.

- Lige nu har jeg mistet min kammerat, siger han til TV 2 Lorry.

Han kender måske bedst af alle til den kamp, som Nedim Yasar beskrev i bogen.

En kamp for at komme ud af det kriminelle bandemiljø, føle sig isoleret, alene og venneløs, da exit-programmet viste sig fra sin værste side. Og kampen for at fortsætte livet efterfølgende - i bogstaveligste forstand.

Det var også netop det, Nedim Yasar pointerede i sin hilsen til Martin i den signerede udgave af hans bog, som Martin Christian Celosse-Andersen fik ved gårsdagens reception.

Den sidste tale

Derfor var det også Martin, der som den sidste tog ordet ved bogreceptionen mandag aften på Hejrevej.

Nedim Yasar blev 31 år gammel. Foto: Tobias Nicolai - Ritzau Scanpix

- Jeg var en del af arrangementet i går. Jeg holdt den sidste tale for Nedim, fortæller Martin Christian Celosse-Andersen til TV 2 Lorry tirsdag.

- Havde jeg vidst, at den sidste tale var min afskedstale, så havde jeg sat flere ord på. Jeg fik sagt det hele, og jeg fik krammet ham. Men jeg troede, at jeg krammede ham på gensyn, siger en tydeligt påvirket Martin Christian Celosse-Andersen, netop som politiet bekræfter, at Nedim Yasar er afgået ved døden.

Ligesom Nedim Yasar har Martin Christian Celosse-Andersen gennemgået et exitprogram for at komme ud af bandemiljøet, som han var en del af, siden han var 16 år.

Derfor ved han også, hvilken risiko man som afhopper, lever med. Alligevel peger drabet på hans kammerat tilbage til en fortid, han troede var forbi.

- Jeg troede, at jeg var færdig med at begrave mine kammerater. Det lader til, at jeg tog fejl, siger han til TV 2 Lorry.

Nedim Yasar blev skudt på Hejrevej i Københavns Nordvest-kvarter:

00:19

Foto: Presse-fotos.dk

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik