Mangel på vuggestuer: Politikere ønsker tilskud til forældre

Tre partier i København ønsker at undersøge muligheden for at give tilskud til forældre, der selv passer deres børn. Forslaget skal behandles i denne uge.

I denne uge skal Børne- og Ungdomsudvalget i København behandle et forslag stillet af Alternative, Konservative og Dansk Folkeparti.

Partierne ønsker at få undersøgt muligheden for at give et økonomisk tilskud til forældre, der selv passer deres børn og dermed ikke benytter sig af de kommunale daginstitutioner.

Det sker, efter kommunen har haft akut mangel på vuggestuepladser. Noget man midlertidigt har løst ved at øge børnetallet i institutionerne. 

- Der er fundet en løsning, men måske er det ikke den bedste løsning for alle. Vi fik ikke mulighed for at stemme om det her. Og vi vil gerne have undersøgt, om vi kan give forældrene mulighed for at strikke deres liv sammen på forskellig vis og vælge deres egen model, fortæller Maja Krog, der er initiativtager til forslaget og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget for Alternativet. 

Sparet ti millioner ved afskaffelse

Ordningen har tidligere været indført i Københavns Kommune. Den blev indført  i 2009 og afskaffet igen i 2014 som led i besparelser på børne- og ungdomsområdet. I budgettet for 2015 blev der således sparet ti millioner kroner ved at afskaffe ordningen. 

Tilskuddet til forældre, der selv passer deres børn, må maksimalt være 85 procent af den billigste plads i en daginstitution. Sidste gang Københavns Kommune benyttede sig af ordningen, blev der givet et tilskud per barn på 90.000 kroner om året. 

Der var cirka 400 børn i ordningen, men da cirka halvdelen af børnene formentlig alligevel ville være blevet passet derhjemme uden tilskud til forældrene, var ordningen en underskudsforretning for Københavns Kommune.

Det er Maja Krog villig til at acceptere, at det bliver igen, hvis ordningen bliver genindført. 

- Jeg tror på, at de her familier gør noget godt for dem selv. De får en god tid sammen, mens børnene er små. Det handler ikke kun om økonomi for os, fortæller hun. 

"Hvad er bedst for børnene?"

For at få stablet et politisk flertal på benene, vil Maja Krog dog gerne have forvaltningen til at undersøge to forskellige muligheder. En model hvor tilskuddet er lavere end sidst, og en model hvor tilskuddet er så lavt, at ordningen ikke vil koste Københavns Kommune noget.

- Forvaltningen har ikke undersøgt andre muligheder end et tilskud på 90.000 kroner. Det er det, vi vil have forvaltningen til at gøre nu. Jeg kan godt forestille mig en model, hvor tilskuddet er lavere. Så længe muligheden er der, fortæller Maja Krog. 

- Der er lange ventelister i mange daginstitutioner i øjeblikket. Det betyder, at forældre kan blive nødt til at få deres børn passet midlertidige steder, og så bliver de flyttet, når der er en ledig plads. Det skifte er ikke altid så godt for de helt små. Vi skal også se der her fra børnenes perspektiv. Hvad er bedst for børnene?, spørger hun.    

Sidste gang Københavns Kommune benyttede sig af ordningen, var børnene knapt et år, når forældrene tilmeldte sig, og de benyttede i gennemsnit ordningen i cirka 200 dage. Man må maksimalt benytte den i et år. 

Alle forældre til børn under skolealderen kunne tilmelde sig, men det var primært studerende, etnisk danske kvinder og forældre med mellemlang eller lang akademisk uddannelse, der gjorde det. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik