00:22

Høje priser og meget få, mindre boliger tvinger singler til at dele en større lejlighed. Eller helt flytte ud af København.

Mangel på små boliger presser singler ud af København

Singler og studerende kan ikke få mindre, billige boliger i Københavnsområdet. Imens stiger antallet af singler i Nordsjælland .

Det er ikke kun de mange nye studerende, der kommer til København for at læse, som oplever at det er umuligt at finde en bolig i byen. Udbuddet af små og billigere lejligheder er så lille i disse år at der nu optræder et fald i antallet af singler i Københavnsområdet.

- Boligmarkedet er ikke fulgt med udviklingen. Der er ikke blevet bygget nok efter finanskrisen og samtidig er boligpriserne enormt høje og det kan godt være svært at få det til at hænge sammen på en indkomst, siger Thomas Hovgaard, Relationschef hos Nybolig i dag.

Han mener det er et problem at Københavns kommune har en regel om at alt nybyggeri skal have en gennemsnitsstørrelse på 95 kvm. Det giver mange store lejligheder og for få mindre. Boligkæden står bag en undersøgelse, der viser at singlerne og de studerende søger mod Nordsjælland og længere ud på Sjælland.

Og skal den udvikling vendes, skal der handles: - Så skal vi til at planlægge vores byggeri, så der bliver bygget flere mindre boliger, for der har vi altså et stort efterslæb, siger Thomas Hovgaard i dag. 

Læs også Københavns yderområder hitter: Se hvor boligpriserne stiger

Stigning i singler i Nordsjælland

I årene 2008 til 2018 er det samlede antal singler i hele landet ellers steget med 5 procent. Men i det storkøbenhavnske område er tallet faldet.

I selve København (Indre by og broerne) er faldet i singler i egen bolig på 6 procent. Her er det næsten umuligt at finde en singlebolig, der er til at betale, siger Thomas Hovgaard. Han nævner eksemplet der kom frem i medierne i denne uge. Her kunne man se en to-værelses på Nørrebro på 44 kvm2, til salg for 2.430.000 kroner.

Til gengæld er der en stor stigning i antallet af singler i egen bolig i Nordsjælland. Her er der over ti år kommet 12,2 procent flere singler af begge køn. 

Læs også Fra ghetto til godt boligområde: Navneforandring ændrede alt

Deler store lejligheder

De singler der bliver i storbyen slår sig oftere sammen med en anden single og deler altså en bolig. Uden at de indgår i et parforhold med hinanden. Simpelthen for at have råd til at bo hvor de vil:

- Det er da rigtig fint at dele. Men jeg tror de fleste mennesker sætter pris på at kunne have deres eget private rum. Altså deres bolig. Og det er bare rigtig svært hvis man vil bo i København. I København er der rigtig mange uddannelser og mange arbejdspladser, men det er alt for svært at få bolig der, siger Thomas Hovgaard, relationschef hos Nybolig.

Siden 1986 er der blevet over 300.000 flere singlehusstande. Et stigende antal foretrækker altså at bo alene.

Fra 1986 til 2018 er antallet af singlehusstande steget med 365.233 eller 44 pct., så der nu er godt 1.1 mio. singlehusstande i Danmark. Det viser de nye tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.