Mange sidder på deres flade: Sådan rører du dig uden en stor indsats

Mange har en stillesiddende hverdag og det kan have sundhedsmæssige konsekvenser. Heldigvis er det ikke svært at sætte gang i kontoret.

Hvad har du lavet i dag?

Sandsynligvis en hel del, der ikke har krævet, at du skulle rejse dig fra din bløde stol. 

quote Vi har mange af de tunge uddannelsesinstitutioner og mange langtuddannede - og dermed flere, der har stillesiddende arbejde.

Mette Aadahl, seniorforsker på Center for Klinisk forskning og Forebyggelse

I Region Hovedstaden har vi nemlig en kedelig rekord som den region, hvor flest er stillesidende i mindst otte timer dagligt. 

Det overrasker ikke Mette Aadahl, der er seniorforsker på Center for Klinisk forskning og Forebyggelse i region Hovedstaden.

- Grunden til, at det er her i hovedstaden, er, at vi har mange af de tunge uddannelsesinstitutioner og mange langtuddannede - og dermed flere, der har stillesiddende arbejde, forklarer hun til TV 2 Lorry.

 

Værst står det til på Nørrebro, hvor hele 73 % er stillesidende i over otte timer, efterfulgt af Frederiksberg (70%) og Østerbro, Indre By og Amager Vest (69 %), viser Region Hovedstadens egen Sundhedsprofil. 

Heldigvis kræver det ikke den store indsats at komme op og igang. 

Sådan ser det ud i regionerne

Man kan naturligvis ikke se på den stillesiddende tid isoleret. Region Hovedstaden ligger nemlig i top i forhold til at overholde anbefalingerne for fysisk aktivitet - det gør tre ud af fire. Vi er også blevet bedre til at cykle eller gå til arbejde.

Alligevel er der grund til at have fokus på at få mere bevægelse ind i sin hverdag, hvis man sidder lænket til en stol det meste af sin studie- eller arbejdsdag.

- En del undersøgelser peger på, hvis man kommer op på otte timers stillesiddende tid og sammenholder med dødelighed og type to diabetes og hjertekarsygdomme, så ser det ud til, at det er farligt. Især hvis man ikke dyrker motion i fritiden, siger Mette Aadahl.

Skærmen stjæler bevægelse 

Samtidig bør vi være meget opmærksomme på det, du sidder og kigger ind i lige nu: Skærmene.

Næsten hver tredje i Region Hovedstaden har mindst fire timers skærmtid. De har gjort det let og bekvemt at foretage nærmest al arbejde uden at skulle rejse sig. ”At økonomisere med vores bevægelse” kalder Mette Aadahl det.

Vi må indrette os mindre efter bevægelsesøkonomi - og mere efter, at vi ikke skal gøre det for let for os selv, opfordrer hun. Det skal være let at komme til at bevæge sig.

Her er Mette Aadahls fem nemme råd til mere bevægelse:

  1. Ændr stilling hyppigt: Forsøg ikke at sidde bomstille. Stræk dig, skift stilling og rejs dig. Har du et hæve-sænke-bord, så brug det!
  2. Flyt printeren: Stil printeren et sted, hvor du ikke bare lige kan række ud efter den, men skal op at gå.
  3. Stå op med telefonen: Gør det til en vane at rejse dig op, hver gang du taler i telefon.
  4. Drop e-mails: Hvis du skal tale med en kollega, så rejs dig op og gå derhen, i stedet for at sende vedkommende en mail.
  5. Hold møde omkring cafébord: Nogle arbejdspladser har bevidst indrettet møderum med caféborde, så korte møder kan tages stående. Som en bonus henfalder man heller ikke til at lade mødet trække ud.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik