Mange nye vælgere kan ryste den konservative højborg

Frederiksberg har haft en borgmester, der var konservativ i over 100 år. Men selvom flertallet ser sikkert ud, kan alting ske i en kommune, hvor hver tredje er ny vælger.

Frederiksberg er en konservativ højborg - og har været det i over 100 år. Men med partiets nedrykning på landsplan er der også fare på færde for De Konservative på Frederiksberg.

Det kunne mærkes ved sidste kommunalvalg, hvor partiet gik ned med to mandater og har nu ti pladser i kommunalbestyrelsen ud af 25.

Derudover er partiets støtteben blevet en smule mere usikre siden sidste valg, for i august valget Radikale Venstre at trække sig fra det borgerlige valgforbund, selvom partiet i 24 år har støttet De Konservative.

- Selvom vi har været en del af det ledende flertal i kommunen, må vi erkende, at vi føler os stadig længere væk fra partierne i blå blok. Vi oplever, at der mangler politisk mod til at prøve nyt, et fravær af større visioner, en stærk højredrejning, og at der føres en ufrugtbar blokpolitik, særligt orkestreret af Liberal Alliance, siger partiets spidskandidat Lone Loklindt, Rad. V., til Altinget.

Den nye melding kommer efter partiets tidligere spidskandidat, viceborgmester Morten Jung skiftede fra Rad. V. til De Konservative i april.

Rad. V. har derfor kun en plads i kommunalbestyrelsen i dag, og deres udmelding udgør derfor ikke den store trussel mod det borgerlige flertal.

Nye vælgere kan vippe

I den nuværende kommunalbestyrelse har Konservative, Venstre, DF og Liberal Alliance samlet 16 pladser ud af de 25. Så De Radikales udmelding ser ikke umiddelbart ud til at vælte læsset for Konservative, men intet er sikkert før efter valgnatten, når resultatet står klart.

Frederiksberg er nemlig den kommune, hvor der er allerflest nye vælgere. Hver tredje er enten fyldt 18 siden sidste valg, eller er flyttet til kommunen.

- Det kan være fuldstændig afgørende, at man får fat i de nye vælgere. Det er et spørgsmål om at politikerne kommer ud på gader og stræder og når tilflytterne. Politikerne skal være klar over, at tilflytterne ikke kender kommunen ind og ud – og at de ikke ved, hvem der har gjort hvad de sidste ti år, siger valgforsker ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.

Ifølge Kasper Møller Hansen er der en tendens til at omkring fem procent af tilflytterne i kommunerne ikke stemmer ved det første kommunalvalg.

S og V konkurrerer om næstflest sæder

Socialdemokratiet er det andet største parti i Frederiksberg med fire mandater. Partiets spidskandidat hedder Michael Vindfeldt, og han er 2. viceborgmester og rådmand i Frederiksberg. 

Til dagligt arbejder han som advokat, og politisk er han medlem af Magistraten og i By- og Miljøudvalget.

Venstre har tre pladser i kommunalbestyrelsen og er sammen med EL det parti med tredjeflest sæder i kommunalbestyrelsen. Partiets spidskandidat er rådmand Jan E. Jørgensen. Til dagligt er han folketingsmedlem, og tidligere har han arbejdet som advokat. I Frederiksberg er han formand for By- og Miljøudvalget.

Jørgen Glenthøj har været borgmester for Frederiksberg siden 2010, men gik første gang ind i politik på Frederiksberg i 1985. Han har i sin tid i lokalpolitik haft hverv som formand for Sundhedsudvalget, rådmand og 1. viceborgmester. 

Her ses Soc. Dem's, Kons', og V's spidskandidater ved kommunalvalget på Frederiksberg.
Her ses Soc. Dem's, Kons', og V's spidskandidater ved kommunalvalget på Frederiksberg.
Foto: Frederiksberg Kommune

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik