Foto: TV2/Lorry

Mange flere klager over politiet

Borgerne har i 2012 i langt højere grad klaget over politiets behandling end de foregående fem år.

Mens der igennem de seneste år har været omkring 1.000 årlige klager over politiet, vil tallet i 2012 ende på omkring 1.500 sager.

Det vurderer lederen af den nye klageinstans, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, Kirsten Dyrman, på baggrund af antallet af klager i det første halve år af 2012, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Klageinstansen begyndte sit arbejde den 1. januar i år.

»Der er slet ikke nogen tvivl om, at etableringen af Den Uafhængige Politiklagemyndighed har ført til et stigende antal klager over politiet. Vi kan mærke, at der er borgere, som benytter sig af, at der er kommet en ny klagemulighed. Desuden sender politikredsene af egen drift sager ind, hvor borgere har klaget, og hvor kredsene vil have os til at vurdere sagen.

Det er ofte sager, hvor der kan rejses tvivl om politifolkenes dispositioner, sprogbrug og adfærd,« siger Kirsten Dyrman.

Hos Rigspolitiet modtages tallene med bekymring.