Københavns Politi er søndag eftermiddag i færd med at efterforske et knivstikkeri i kvarteret Sydhavnen i København.
- En afrikansk mand er blevet stukket i maven med kniv tre til fire gange, fortæller politiets centrale efterforskningsleder John Dyhrberg til Ritzau.
Manden er efter knivstikkeriet blevet kørt til behandling for sine skader på Rigshospitalets Traumecenter.
- Hans tilstand er ukendt på nuværende tidspunkt, siger John Dyhrberg.
Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 16 på Peter Sabroes Gade 25 i Københavns Sydhavn.
Allerede i den indledende fase af efterforskningen har politiet kastet mistanken på mulige gerningsmænd.
- Vi har anholdt to formodede gerningsmænd, fortæller John Dyhrberg.