Mand skudt på cykelsti

Gerningsmand flygtede på en sort damecykel. Nu efterlyser politiet vidner.

Arkivfoto. Foto: Kim Haugaard / Midtjyske Medier / Ritzau Scanpix

Københavns Vestegns Politi modtog lørdag aften klokken 21.22 en anmeldelse om skud på en cykelsti ved Banetoften 30 i Ballerup.

På cykelstien, der også kaldes Pederstrup-stien, var en 28-årig mand ramt af et skud i venstre ben, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Manden blev bragt til Herlev Hospital og er uden for livsfare. 

Gerningmand flygtede på damecykel

Vidner beskriver gerningsmanden som mand, dansk af udseende, 20-25 år, 175-185 cm høj, med lyst mellemlangt hår og talte dansk.

Gerningsmanden flygtede fra stedet på en sort damecykel med brun flettekurv på metalgitter og muligvis brunt sæde.

Københavns Vestegns Politi er i gang med at efterforske sagen og hører gerne fra vidner.

Har man oplysninger i den forbindelse kan Københavns Vestegns Politi træffes på telefonnummer 43861448.

Der er ifølge politiet intet, der tyder på at skudepisoden er banderelateret. 

Som følge af skyderiet vil politiet nu øge patruljeringen i området, oplyser de på Twitter.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik