Mand savnes efter forlis ved Nivå

En mandlig sejler uden redningsvest eftersøges, efter at en motorbåd er sunket i havet ud for Nivå Havn.

To mænds tidlige morgentur på havet endte ved halv ottetiden fatalt, da meterhøje bølger i Øresund skyllede ind over deres lille motorbåd af typen Normann 18.
Båden sank cirka 500 meter fra Nivå Havn, og de to mænd på henholdsvis 38 og 40 år svømmede i kraftig strøm sammen i cirka 20 minutter.
- Herefter mistede de kontakten med hinanden, og efter yderligere en times tid blev den 40-årige mand samlet op af en kutter, der var ude at røgte garn, siger vagtchef Hans Gosvig ved Nordsjællands Politi.
Begge mændene var uden redningsvest, da de ved sekstiden stævnede ud fra Rungsted Havn.
Redningsmandskab fra Nordsjælland assisteres nu af en helikopter og fire både fra søværnet samt flere private både i eftersøgningen af den 38-årige mand, der fortsat er forsvundet på havet.
De to mænd i den mindre motorbåd var tilsyneladende sejlet ud for deres fornøjelses skyld, da de skæve søer trak båden ned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik