Foto: Foto: alarm112danmark.dk

Mand reddet op af iskoldt vand i Nyhavn

Beredskab sendte en dykker i Nyhavn for at redde mand.

Politi og beredskab måtte ved 4-tiden natten til mandag rykke til Nyhavn, hvor en mand var faldet i det iskolde vand.

- Vi fik en 112-melding om en person i vandet i Nyhavn. Der var nogen tililende, der prøvede at hjælpe ham op, men de kunne ikke holde fat i ham. Vi får en dykker i vandet og får bjerget ham, siger Kristian Næsted, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab til TV 2 Lorry.

Den stærkt nedkølede mand blev straks kørt på hospitalet.

- Normalt ville vi starte genoplivning, men han blev overdraget til en ambulance med det samme, siger Kristian Næsted.

Han ved ikke, hvordan eller hvorfor manden var røget i vandet.

- Men det er ikke utænkeligt, at han har været fuld, siger operationslederen fra Hovedstadens Beredskab, der ikke kan oplyse nærmere om mandens tilstand efter turen i Nyhavn.

Region Hovedstaden, der står for ambulancekørsel, må ifølge loven ikke oplyse om såkaldt 'personhenførbare data' og kan derfor heller ikke oplyse om mandens tilstand.